Skriv en kommentar
Ahmed er 13 år. Han går i skole og bor sammen med sin mor og sine to søskende. Han er en køn, indadvendt og pligtopfyldende dreng med briller og sort, krøllet hår og bløde barnekinder. Familien er muslimsk, men ikke praktiserende – de går i almindeligt tøj, spiser almindelig mad og lever et almindeligt liv. Undtagen Ahmed. Han er modsat de andre meget troende, læser koranvers, beder mange gange dagligt med ansigtet mod Mekka og nægter at give sin lærerinde hånden.
Det er netop dette sidste, der bliver afsættet for historien. Ahmeds mor skælder ham ud og forlanger, at han skal give hånd til sin lærer, men Ahmed vil ikke skuffe Profeten. Han trodser sin mor og påpeger, at hun drikker for meget, hvilket blot får hende til at himle mere op.
Det er om eftermiddagen, sammen med grønthandleren, hvor Ahmed hjælper til, at han føler, at han hører til. Grønthandleren, som også er imam, lærer Ahmed om rigtigt og forkert, og han bekræfter Ahmed i, at læreren er en vantro, en kælling, som fortjener at dø. De beundrer også billeder på nettet af Ahmeds fætter, som er død som martyr for den islamiske tro.
Ahmed beslutter derfor, at lærerinden må dø. Og denne beslutning bliver fatal. For kan Ahmed virkelig få sig selv til at føre den ud i livet, og hvordan udfører man i det hele taget sådan en handling i praksis, når man er 13 år?
Dardenne-brødrene har igen begået en fortælling, hvor man er opslugt fra start til slut. Vi får antydet nogle grunde til den ekstremisme, Ahmed er grebet af, men egentlig er der aldrig nogen ydre overbevisende årsag. Han er omgivet af mennesker, der vil hjælpe ham, inddrage ham og vise ham en anden vej. Men ingen ved virkelig, hvad der foregår inde i ham, og hvordan kan man trænge ind til et menneske, der er så lukket? Og hvordan ved man, hvornår et menneske har ændret sig?
Som tilskuer sidder man afmægtig og får spejlet sine forestillinger om, hvordan ekstremister opstår, i et billede af en dreng, der ikke har anderledes vilkår end de fleste andre. Vi har ikke fået svar på spørgsmålet om hvorfor, når filmen slutter, men vi har fået mange svar på, hvad der ikke nytter alligevel og at nogle mennesker bare ikke kan nås.
Ganske vist kommer der et vendepunkt i Ahmeds liv, måske der hvor han oplever en smule kropskontakt i form af et knus fra sin mor, måske sammen med Louise og dyrene på gården, hvor han sendes til resocialisering. Men hvor dybt stikker det egentlig? Vi er tilskuere til Ahmeds liv på tætteste hold, vi oplever alt gennem hans øjne og får et unikt registrerende indblik i de skemalagte ritualer, der former den unge muslims liv. Og vi iagttager psykolog og sagsbehandlers forsøg på at knække koden og vise en anden vej for Ahmed.
Som i tidligere film (Barnet, Løftet) lader Dardenne-brødrene med nøgternhed og en realistisk æstetik dramaet udspille sig i et dagligdags miljø og lader os selv om at dømme og fortolke, ikke mindst slutningen. Den formår at løfte al skyld væk fra familiens skuldre og giver os et ukommenteret og meget tankevækkende bud på en 13-årig dreng, der har en farlig mission. En version, der er meget langt fra banderelationer og voldelige opgør i baggården.
Filmen vandt instruktørprisen i Cannes, og Unge Ahmed et interessant og vigtigt bidrag til debatten om, hvad et samfund stiller op med sine ekstremistiske unge.
