Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Da biograferne åbnede igen efter første Corona-nedlukning, så var udvalget af film præget af at være noget videre uaktuel. Der var stort set ingen nyheder, men blot de samme efterladenskaber, som var tilgængelige tidligere på året. Den allerførst premiere efter at det atter var tilladt at krybe ind i biografmørket, ja, det var såmænd filmen, som det her skal handle om. En noget korpulent Russell Crowe, som man ikke kan undgå at blive bange for efterfølgende.
Aktiv skuespiller siden slut-80’erne, som fik et lille gennembrud i The Quick And The Dead i 1995, og for alvor memorabel, som politimanden Bud White (ham der ikke var bange for at tæve svar ud af mistænkte) i L. A. Confidential. Siden blev Crowe en af de mest benyttede skuespillere i Hollywood og i forholdvis store produktioner som The Insider, A Beautiful Mind, Master & Commander, American Gangster, Robin Hood, Noa, Les Miserables og Man Of Steel, for slet ikke at tale om Oscar-hovedrollen i Gladiator. Crowes alsidighed afspejler sig godt i disse udvalgte titler, men du har med sikkerhed aldrig set ham, som det er tilfældet i Unhinged. Der er med vilje tilføjet nogle pund, og hvordan frisuren sidder undervejs, er faktisk slet ikke så afgørende. Smart tøj er heller ikke noget vi bruger, for Tom Cooper er nemlig efterhånden ret ligeglad med det hele. En verden der ikke ser ham og ikke har noget godt at byde på, ja, hvad pokker skal han bruge den til? Bemærk mit brug af ordet ”ligeglad”. Det er slet ikke tilfældigt.
Tom er nemlig totalt ligeglad med konsekvenserne af hans handlinger. Når man gang på gang oplever skuffelser, sorg, utilstrækkelighed og nedgørelser, så kan hele verden hoppe i havet. Så ustabilt et sind bor i Tom. Åbningsscenen er også ganske skræmmende. Her ser vi ham køre forbi eks-konens hus, og brutalt slå hende og hendes nye kæreste ihjel inden han sætter ild til hele skidtet. Men nu er Tom slet ikke den eneste hovedperson i Unhinged, for en dag i myldretidens tætte trafik møder vi Rachel, som er i færd med at køre sin søn Kyle i skole. Hun er maximalt stresset og den sløve kø-kørsel tærer på hendes tålmodighed, da hun er sent på den i forvejen i forhold til at nå på job til tiden. Så gør hun det, som enhver anden ville gøre, når bægeret er ved at flyde over. Hun knalder håndfladen i bårhornet og bander og svovler. En fuldkommen menneskelig reaktion når nok er nok. Uheldigvis er det lige den dag, hvor Tom sidder i samme kø og er bag rattet i den bil, som Rachel dytter af. Rachel er ved at have fået nok – problemet er bare at Tom jo allerede har fået nok!
Kunne han ikke bare være ”ligeglad”? I princippet jo, men når man nu allerede er filterløs, så aktiverer Rachel en vejvrede af dimensioner hos Tom – særligt fordi Tom ikke får den undskyldning, som han beder om, da han ruller vinduet ned og indleder en samtale med Rachel. At sidde i denne dumme kø er nemlig slet ikke det sidste, som Rachel ser til Tom. Han bliver voldsomt provokeret og er fast besluttet for at give hende en lærestreg. En kattens leg med musen er begyndt, for Tom helmer ikke før Rachel har lært af sin fejltagelse. Rachel og Kyle får ikke et øjebliks fred, for Russell Crowes angstprovokerende blik er stift rettet mod dem fra nu af. Et blik som vil få dig til at kigge over skulderen de næste mange, når du sætter dig bag rattet. Du får i hvert fald aldrig mere brug for at trykke på trompetikonet på dit rat!
En vild og voldsom thriller at åbne ballet med, da biograferne genåbnede. Intensiteten er ikke faldet ved at gense filmen efter privatmedie-udgivelsen her. Crowe har udtalt at han tog imod rollen, da den var helt anderledes end det han ellers plejer at få tilbudt. Man kan måske sammenligne Tom Cooper-karakteren med Michael Douglas’ i Joel Schumachers Falling Down fra 1993. Der er ingen tanker omkring handlinger. Bare en slags point of no return, når vreden slippes løs. Det bliver altopslugende for Tom Cooper at få Rachel til at forstå sin – i hans øjne – graverende og utilgivelige fejl. Tempoet er højt og selve det nervepirrende drama er godt indfanget og fabelagtigt godt klippet. Angsten som er malet i ansigtet på Caren Pistorius (Rachel) er så intenst at man fra første øjeblik man ser hende panikke, så er man på hendes hold. Faktisk så meget at man undervejs næsten føler, at man er med på passagersædet hos hende, og dermed selv kæmper for at slippe væk. En sådan følelse er guld værd, når det handler om at kapre sit publikum, så stor cadeau til instruktør Derrick Borte. Jeg siger tak for turen og tildeler fluks 5 stjerner til Unhinged.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
