Skriv en kommentar
Paul Greengrass har sat sig for at lave en fortælling om 11. september. Til det formål fokuserer han på, hvad der skete i forhold til United 93, det fjerde fly, der aldrig nåede sit mål. Analogt med at flypassagerer og gidseltagernes færden følges, klippes der til de tiltag og forsøg på at redde situationen, som foregår hos diverse flyveledere og øverstbefalende.
Men historien er først og fremmest knyttet til, hvad der skete ombord på flyet. Naturligvis ved ingen, hvad der rent konkret foregik i det fly, der styrtede ned i intetheden i stedet for i Capitol i Washington. Hvorvidt heltemodet og opofrelsen eller anarkiet var flyets indre logik, svarer filmen her på. I denne fortælling gennemskuer passagererne gidselstagernes intention om at benytte flyet som selvmordsvåben, og derfor beslutter passagererne at tage sagen i egen hånd og overmande gidseltagerne.
Filmen er naturligvis endnu et eksempel på, hvordan film og især de amerikanske film, efter banebrydende begivenheder bryder ind og skaber en form for forståelse i de hændte begivenheder. Vi kender det fra krigsfilmene, hvor f.eks. film som Ridley Scotts ”Blackhawk Down” og Sam Mendes ”Jarhead” er fortællinger om nyere krigsbegivenheder. I ”Blackhawk Down” er budskabet, at no one gets left behind, mens Mendes tegner et billede af en Irakkrig, hvor al menneskelighed forvandles til ørkensand og olieregn.
”United 93” er en særpræget film, der naturligvis hylder den amerikanske borger. Passagerne ombord på flyet opfører sig gennemgående rationelt, ligesom diverse flyveledere og andre involverede. De muslimske krigere er ikke flade personer, men deres fanatisme bliver aldrig forståeliggjort eller diskuteret i filmens univers. Således sætter filmen en ramme op, der ikke så meget fokuserer på den egentlige udsigelse som WTC’s nedstyrtning repræsenterede, eller for den sags skyld den nye krigsglobaliserede verden, som begivenheden blev det mest tydelige eksempel på.
Filmen er stærk emotionel og fanger flikflakøjnene, når man først er der (ombord på United 93). Filmens narrative opbygning og brug af mere eller mindre amatørskuespillere bidrager til den stærke følelse af autencitet, filmen appellerer til følelsesregistret. Det er derfor filmen er for folk med en vis form for DNA, for når Greengrass i pressematerialet til filmen udtaler, at filmskaberne kan finde en begivenheds DNA, er det efter et gennemsyn af filmen klart, at ikke alle vil finde Greengrass’s DNA-analysekundskaber videnskabeligt uafhængige. Men når vi ved, at vejen for en film om 11. september kunne have involveret helteskildringer med stjerneskuespillere, kan man alligevel ikke andet end have sympati for Greengrass's film.
