Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Når Musikken Spi...
Isbjørnen 2019
Det Er Drømmen, ...
Game Of Thrones ...
Galla Premiere P...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Countdown
Countdown billede

Selvmordsturisten
Dronningens Corgi
Men In Black: In...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Untraceable

16. maj 2008 af Martin Jensen

3 stjerner Skriv en kommentar

Untraceable billede

På Killwithme.com er der ingen passive tilskuere. Hvis et klik kan starte henrettelsen, hvor hurtigt kan 6 millioner få den til at gå? Massemord har fået en ny betydning

Instruktøren Gregory Hoblit har førhen bevist sit værd. Bla. med film som "Fracture", "Primal Fear" og "Frequency", har han demonstreret evne for at transformere manuskripter til medrivende og velspillede film. Det er fx. værd at minde om, at det var med "Primal Fear", Edward Norton fik sin første Oscar nominering. Hoblit’s seneste forteelse, "Untraceable", har et par af de fordums dyder, men mest af alt emmer den på trist vis af den slags kvalitet, rutinen ofte bringer med sig; Garanteret overrumplings-fri. Da undertegnede i torsdags vaklede ud fra bio-mørket, tænkte han, at det netop har været film som "Untraceable", der i sin tid fik Ole Michelsen til at se rødt. De dér hverken-eller-men-trods-alt-godt-gedigent-men-uden-noget-særligt-på-hjerte-fortalte historier - hvor han hadede dem...

Det gør denne anmelder ikke helt – endnu. "Untraceable" fungerer, sådan da – blandt andet pga. plottets præmis, der tager sit udgangspunkt i at cyberkriminaliteten efterhånden er så hyppigt og alvorligt et fænomen, at FBI har afsat en hel etage til dets opklaring. Det er den slags arbejde filmens hovedperson, Jennifer Marsh (troværdigt og solidt spillet af Diane Lane) tager sig kyndigt af. Overvejende støder hun på kreditkort svindel, ulovlig fildeling og pædofili, men da afdelingen får et anonymt tip om snuff-sitet, Killwithme.com, kommer der ganske andre og mere blodige boller på suppen. Sitets bestialske koncept består i at filme et offer live, der tilsluttes et Saw-agtigt torturinstrument, som så yderligere er tilsluttet en besøgs-tæller, således at torturen skærpes og bliver direkte henrettelse i takt med, at flere og flere logger ind.
Denne præmis er både original og tidssvarende, samt hovedansvarlig for at (filmens) publikum bliver hængende. Den anden medskyldige er autenciteten. Særligt i sin første tredjedel agerer filmen meget som en research-strateg, der hele tiden imødegår den kritiske publikummers angreb. Foreksempel kommer vi fornemt udover den dér med, hvorfor FBI ikke bare kan spore svinet eller lukke sitet ned; det er bagmanden simpelthen for klog til, idet sitet (ifølge vores hovedpersons kløgtige hypotese) bor på sit eget ”bot-net” og derfor kan skifte sine ip-adresser med alarmerende hastighed, og således er det, som titlen fortæller os, Untraceable.

Herpå følger det sædvanlige kapløb mellem agenter og seriemorder. Det er desværre her filmen forlader alt originalt og læner sig tungt op af overlegne forgængere som "Ondskabens Øjne", "Copycat" og "Seven". Fra at indlogere ukendte mennesker på sitet, tager mordmønstret den vanlige drejning og begynder at forfølge FBI-agenterne. Det er for så vidt fint, men denne tendens, når aldrig rigtigt at komme i gang før den igen er slut – med tilfangetagelsen af frøken Marsh som det ret fantasiforladte klimaks og filmens temmeligt abrupte slutning. "Untraceable" kommer ynkeligt til kort i forhold til en kæmpe som "Ondskabens Øjne", der virkelig driver katten-efter-musen spillet (mellem Agent Starling og Buffalo Bill) ud til det ubærlige. Problemet med Jennifer Marshs tilfangetagelse, er at den ikke skiller sig ud fra de andres, der i forvejen har ligget som perler på en snor. Vel får den lidt mere tid til at udfolde sig, men den indholder intet afgørende nyt. Problemet er at tempoet i jagten på morderen i modsætning til omtalte forgængere aldrig rigtig tager til; FBI er hele tiden bagud og morderen holder sig konstant til planen, hvilket er dårligt for story-telling'ens intensitet. Der, hvor de andre film lykkes, er ved at lade magtbalancen tippe stadigt hyppigere, jo tætttere vi kommer på slutningen, og det lader "Untraceable" overhovedet ikke til at have fattet er en god ide.

Det er altså først i sidste scene, at tingene tipper (temmeligt pludseligt) til hovedpersonens fordel, og slutningen smager således altfor meget af slet skjult hovsa-løsning. Ikke mindst fordi Jennifer Marsh’s torturinstrument til sammenligning med de andres er latterlig let at bryde fri af, hvilket hun forventeligt også gør uden de store problemer.

Når man således tænker over det, skylder vi mindre instruktøren et (mildt) møgfald end forfatterne (Robert Fyvolent, Mark Brinker og Allison Burnett), der simpelthen ikke har skruet en tilstrækkeligt nervepirrende historie sammen. Nu ankommer "Untraceable" unægteligt også lige ovenpå en landsdækkende forfatterstrejke, så mon ikke det har haft noget at sige for opfindsomhed og ambitionsniveau. Dette ser vi yderligere, i måden hvorpå aktanterne (historiens nøglepersoner) er komponeret og skrevet ind i historien. For det første er de alle kedelige, udimensionerede og generelt alt alt for pæne genreklicheer, som jeg ikke under nogen skuespiller at skulle binde an med. At Agent Marsh fx. bor sammen med sin mor og datter, fortæller intet andet om hende, end at hun er et familiemenneske, der har noget at miste, hvis morderen vælger at slå sin klamme klo i hende og hendes. Datterens eneste karaktertræk, foruden at hun veltilpasset (snork), er at hun virker ældre end sine jævnaldrende (dobbelt snork). Moren er om muligt endnu mere gennemsigtig, og man tænker, om de to bare skal være der, fordi Agent Marsh ikke kan være en kvinde uden at have en familie? At manuskriptskrivning oftest handler om at male sine figurer op i det værst tænkelige hjørne, synes heller ikke at have slået vores forfattere, der bare vælger at køre de to mest oplagte ofre sammen med et stort plotpotentiale i politieskort ud af filmen, i det sekund morderen får øje på dem, så hverken vi eller Jennifer Marsh behøver at ligge søvnløse. Det havde imidlertid sgu nok været en god ide, for undertegnede kæmpede altså flere gange med sine egne øjenlåg henimod slutningen.

Det klæder heller ikke en film, der behandler så nyt og polemisk et emne som internet-voyeurisme af død og dødsulykker, at være så moralsk entydig. Det er ikke fordi en bemærkning eller to ikke falder om hykleriet i hele problematikken om at være passiv tilskuer til en verden, hvis problemer bliver stadigt lettere tilgængelige. Det bliver bare altid de andres hykleri, og det er et ansigtsløst ”de andre” der sniger sig ind på Killwithme.com og lignende sites, imens vores hovedpersoner så godt som aldrig vakler moralskt. Det farligste, filmen frembyder (foruden antagonisten), er Marsh’s kollega, der dater i flæng over internettet, hvilket Jennifer også lige når at rynke på næsen af, inden denne sexgalning må ovelade livet på det nævnte snuff-site. Filmen gør meget lidt for at tage andres parti end ordensmagten, og det er mildest talt kvalmende.

Med denne kritik peger jeg igen tilbage på præmissen med besøgstælleren. Ved netop at transformere den passive voyeurisme til aktiv meddelagtighed, kunne man let gøre FBI's opklaring mere speget, idet de på mange måder bidrager til at hæve besøgstallet, ligesom de selv udgør et hold publikummer. Men potentialet udnyttes kun dårligt, præmissen udvikles ikke til mere end et par forkølede sidebemærkninger fra Agent Marsh, og filmen reduceres dermed en gedigen, men i bund og grund uambitiøs fortælling.

Når jeg nu alligevel vælger at give "Untraceable" en middelkarakter, er det fordi den netop er nydeligt realiseret.Skuespillerne har trods alle odds leverert meget hæderlige præstationer, både kameraarbejdet og klipningen er professionelt og dynamisk afviklet, og lydsiden underbygger og skærper, hvad der trods alt er af nervepirrende rester i stemningen.

Denne anmelder har ikke før siddet med en rutine-film, men bliver der mange flere af slagsen, anlægger nok også han en Ole Michelsen'sk foragt for det jævne stykke håndværk, der måske berettiger en placering på favorit-hylden i Blockbuster, men langt fra en på det store lærred i sal A.

Titel: Untraceable
Original Titel: Untraceable
Premieredato: 16. maj 2008
Instruktør: Gregory Hoblit
Skuespillere: Diane Lane, Billy Burke, Joseph Cross, Mary Beth Hurt
Spilletid: 101 min.
Selskab: Lakeshore Entertainment, Sony, 2008
Genre: Thriller




banner
Overskrift Højre Block
Men In Black Int...
LEGO DC Batman: ...
Onkel
Last Christmas
Le Mans '66
MARIANNE & LEONA...
Batman: Hush
Inden Vinteren K...
Ayka
Sidste Bud



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...