Skriv en kommentar
Man kan ikke komme udenom at blive lidt harm, når man hører om en film bygget over tragedien på Utøya. Endnu en film baseret på en forfærdelig tragedie, skabt til at underholde masserne – hvor er det dog respektløst, ufølsomt og usmageligt. Tankerne ledes hen på gladiatorkampene i det gamle Romerrige, hvor andres død og lidelser var til stor underholdning for et engageret publikum. Jamen, er vi da ikke kommet videre? Det viser sig dog, at det er vi. For nok tanker kan man tænke sig om en film baseret på hændelsen på Utøya, men det er en helt anden historie, når man faktisk sætter sig ned og ser den. Det står nemlig soleklart fra første minut, at denne film er skabt til alt andet end at underholde.
En kollektiv magtpræstation.
Erik Poppe har skabt en hel ny måde at lave film over en tragisk begivenhed på. I stedet for at lave en actionfilm med klassiske filmtroper, ja så er Utøya 22. juli nærmest en dokumentar. Hele filmen er ét langt imponerende one-take, hvor vi følger vores hovedrolle Kaja fra ca. 20 min. før skyderiet begynder, og helt til slut. Kameraet er hele tiden med i hvad der sker, og dukker og gemmer sig også når vores karakterer gør det. Vi er en flue på væggen – en usynlig person, og det virker hjertehamrende godt! De filmiske virkemidler er dog intet i forhold til de absurd velspillende skuespillere. De fleste af dem har ikke engang været med i en film før, og alligevel burde de alle vinde en kollektiv Oscar for denne opslidende magtpræstation. Det er så vigtigt, at man i denne film tror på skuespillet, ellers ville hele kunstværket kollapse. Og det gør man.
En film alle burde se.
Utøya 22. juli er en meget indslusende oplevelse, og den sætter sine spor i ens bevidsthed. Ja, det er lige før at filmen faktisk er for realistisk. Udover at hændelsen på Utøya efterlod 69 døde, og flere hårdt sårede, så efterlod den også over 300 unge mennesker med stærke psykiske traumer. Utøya 22. juli er ikke en sjov film. Det siger måske sig selv, men det overrasker alligevel hvor traumatisk og voldsom en oplevelse det er. Erik Poppe har skabt en film, der ikke er for alle, men på en måde også en film alle burde se. Det er nemlig ikke bare en vigtig film om Utøya, men også en vigtig film om ekstremismens ængstelige ondskab. Gerningsmanden bliver aldrig vist 100%, men kun som en truende dunkel silhuet her og der. Ville filmen have været mere respektabel uden at have vist ham overhovedet? Måske, men det giver også en gennemgribende isning i hele kroppen hver gang man ænser hans skygge, så rent filmisk må man sige, at det fungerer.
Utøya 22. juli er et traumatisk mesterværk. At skabe en så respektfuld film over sådan en forfærdelig begivenhed, der stadig sidder dybt i manges sind, er en stor præstation. Både filmisk og skuespilmæssigt er det en magtpræstation der slider dig totalt op indvendigt. Utøya 22. juli er en hård oplevelse, der langt fra er for alle, men hvis du tør vove dig ind i biografens mørke, vil du på en måde blive belønnet. Erik Poppe har ikke lavet en film der er ment som traditionel underholdning, men en film der er skabt til at indgyde en forståelse for hvor frygteligt ekstremisme er, og hvor vigtigt det er, at vi alle holder den i skak. Utøya 22. juli er en skelsættende mindesten. Stor respekt.
