Skriv en kommentar
I åbningsscenen har tante Elisabeth (spillet af Saskia Rosendahl) taget protagonisten Kurt (spillet af Tom Schilling) med til udstillingen ’Degenerate Art’ på kunstmuseet i Dresden. En udstilling som nazisterne havde bestilt i 1937 for at gøre grin med moderne kunst. Rundvisningen er en belæring om, hvad kunst ikke er. Rundviseren er trænet i nazismens ideologi og for øjnene af børn og voksne nedgør han billeder af bl.a. Kandinsky, Picasso.
Ethvert strejf af individuelt udtryk eller selvstændig kreativ tanke, idé blev anset for egocentrisk og i kontrast til Hitlers propaganda. Ironisk viser filmen på en tragikomisk måde, at DDR’s kommunisme blot videreførte nazismens rigide dogme år senere. At kunsten kun var en attribut til at tjene en politisk sag, til at tjene ’social realismus’ og ikke en eksperimenteren eller søgen efter det sublime øjeblik eller friheden til at udtrykke sig frit, individuelt.
Efter udstillingen kører tante Elisabeth og Kurt i bus og gennem bussens vinduer, ser vi Dresdens storhed i form af dets smukke arkitektoniske bygninger. Tante Elisabeth konstaterer også, at ’Dresden ist einfach unslagbar’, og forstår hvorfor Kurt savner sin hjemby.
Panoramabillederne over Dresden til totalbombningen af byen er et brat skift og krydsklipningerne forstærker det bratte skift. Krigssekvenserne viser skønhed og uhygge på én og samme tid. Moderen Waltrauts (spillet af Jeanette Hain) stærke intuition bliver filmet på en subtil måde. Hun fornemmer, at døden overgår alle hendes børn undtagen Kurt, som står ved hendes side og ser bombningen af byen.
Kurts udvikling fra barn til voksen og til det brændende ønske om at udføre tantes Elisabeths filosofiske idé om aldrig at se væk - ’sieh nicht weg’ bærer filmens plot videre. Kurts historie løber parallelt med professor Carl Seeband (spillet af Sebastian Koch). Seeband har viet sig til nazismen, sidenhen DDR’s kommunisme og mener at verdens ressourcer bør tilfalde den ariske race, herunder de raske og sunde mennesker, ikke de syge og handicappede. Denne skelnen står han urokkeligt ved og udfører grusomme handlinger, selv efter krigen. Seebands overkommandants ordren om at ’ Ihr Stift, ihr Schwerd’ tager Seeband bogstavelig til sig for altid. Han markerer mennesker som blå (de må leve) og rød (de skal dø).
Skæbnen vil at Kurt forelsker sig i Seebands datter Ellie (spillet af Paula Beer). De fornemmer en mørk, uhyggelig fortid hendes fader bærer rundt på, men er underlagt ham og gør honnør som de andre. Seeband er en frygtindgydende autoritet og den bedste indenfor sit felt af lægebranchen. Han får anerkendelse i form af priser og medaljer.
Instruktøren Florian Henckel har med ”Werk ohne Autor’ lavet et mesterværk og skabt en universel fortælling om menneskets uundgåelig trang til at skabe uanset hvilke lidelser, det måtte gennemgå. Das Werk ohne Autor er en allegori over nazismens storhed og fald og allermest menneskets universelle trang igennem alle tider og i fremtiden til at udtrykke sig kunstnerisk frit og søge efter det sande, det smukke.
