Skriv en kommentar
Franske Luc Besson har haft en relativ mærkværdig karriere som instruktør. Sci-fi fans husker ham nok bedst for hans kultfilm "Det Femte Element", der havde Bruce Willis i hovedrollen som den forvirrede taxachauffør og Milla Jovovich som den mystiske Leeloo. Senest gjorde han sig bemærket med den middelmådige "Lucy", som til trods for sine mange fejl, alligevel, mærkeligt nok, havde superstjerner som Scarlett Johansson, Morgan Freeman og ja, danske Pilou Asbæk i hovedrollerne. Nu er turen så kommet til Pierre Christin's og Jean-Claude Mézières' berømte og elskede tegneserie at komme i Besson's usikre hænder. Havde jeg personligt været fan af tegneserien, inden jeg så filmen, ville jeg ryste hjælpeløst i bukserne af ren og skær frygt for, hvor meget der kunne gå galt, når nu det er Luc Besson, der har instrueret filmen. På udseendet ligner den en blanding af "Men In Black" og "Guardians of the Galaxy", men er overhovedet ikke på deres niveau, når det kommer til indholdet i filmen.
Valerian og Laureline
I det ydre rum svæver Alpha rundt , en rumstation der vokser sig større og større, og er hjemsted for flere hundrede arter heriblandt repræsentanter fra jorden. De to garvede rumagenter Valerian (Dane DeHaan) og Laureline (Cara Delevingne) ankommer til planeten med det formål at beskytte kommandør Arün Filitt (Clive Owen) fra Jorden, der skal deltage i et intergalaktisk møde om udefrakommende trusler. Hurtigt fornemmer de to agenter, at der er noget lusket ved det hele, og at der under høflighederne gemmer sig en ondsindet plan, der potentielt kunne true Alpha og resten af universet. For at finde ud af sandheden må Valerian og Laureline stole på hinanden, og sammen forsøge at redde universet fra den ukendte trussel, inden det er for sent.
Elegante og smukke effekter
Luc Besson skulle efter sigende have haft lyst til at lave en filmatisering af "Valerian" igennem længere tid, da han har været fan siden han var barn. Dog har teknologien ikke før nu, været optimal nok til at kunne realisere en så populær tegneserie. Men nu har han altså fået chancen, og han har selv skrevet, produceret (sammen med sin kone Virginie Besson-Silla) og instrueret denne filmatisering, der aldrig formår at blive andet en et voldsomt effektorgie. For lad mig starte med det positive. Effekterne er formentlig nogle af de flotteste jeg har set i år. Rumvæsnerne er elegante, livagtige og farverige, og det er helt klart en film, der fortjener at blive set i IMAX, hvis man ender med at indløse en billet. En sikker kandidat til næste års Oscaruddeling for special effects , og den fortjener helt bestemt at stå tilbage som vinderen, med mindre den kommende "Star Wars: The Last Jedi" (2017) overgår den på effektfronten.
Dialogen er slimet og skuespillet horribelt
Kigger man på resten af filmens indhold, er der desværre ikke så meget at hente. Dialogen er ligeså slimet som nogle af de rumvæsner, man ser i filmen. Dane DeHaan og Cara Delevingne, som begge har været absurd uheldige med deres karrierevalg i de seneste år, senest med "Tulipanfeber" (2017), har ingen troværdig kemi overhovedet. Efterhånden begynder jeg for alvor at tvivle på, om Cara Delevingne egentlig har en fremtid som skuespillerinde, eller om hun bare skulle holde sig til at være model, hvorimod der stadig er et lille håb for Dane DeHaan.
Humoren og handlingen er alt for klodset
Den tilsigtede humor er ganske enkelt ikke særlig sjov - og når historien omvendt forsøger at være dybfølt, virker det heller ikke. Hvilket ikke kun er skuespillernes skyld, men i særdeleshed også Besson's egen, da manuskriptet virker for klodset og alt for ufokuseret. Han har, som en vis anden instruktør ved navn Michael Bay, haft for stor fokus på sine elskede effekter, så handlingen og manuskriptet er blevet kastet i toilettet. Derfor sidder man tilbage med en følelse af, at man lige har set en blanding af verdens dyreste computerspil og en virkelig dårlig slapstickkomedie.
