Skriv en kommentar
I ”Van Gogh – Ved evighedens port” følger vi kunstneren og sit forsøg på at opnå succes. Van Gogh(Willem Dafoe) befinder sig i en miserabel tilstedeværelse af ensomhed og depression, hvor billedkunst det eneste der holder ham i live. Den lokale kunstneriske loge vil ikke kendes ved Van Gogh, eftersom de anser hans malerier som en sindssyg mands værk. Ingen kan forstå de kraftige penselstrøg, de hans anderledes stil eller valget af motiver. Van Gogh har kun sin bror(Rupert Friend) på sin side, indtil han møder Paul Gauguin(Oscar Isaac), hvilket bliver starten på et artistisk venskab. Desværre rejser Gauguin og det bliver starten på Van Goghs psykiske nedbrud, hvor de lokale begynder med at udelukke ham fra samfundet. Han ender på psykiske anstalte og finder aldrig ro. Undervejs deler han ud af sine syn på hvordan kunst skal være, men ingen lytter. Frem til sin skæbnesvangre dag bliver han aldrig anderkendt.
En Willem Dafoe i sit es
Da rollelisten kom ud, var man ikke i tvivl om at Willem Dafoe ville mestre denne rolle. Rollen som Van Gogh er skræddersyet til Dafoe og sine fantastiske evner inden for kunstneriske film. De mange monologer i filmen er udført i høj klasse, når skuespilleren optræder så overbevisende. Dafoe skinner mest i scenerne hvor Van Gogh viser følelser over for omverdenen, når han bliver chikaneret af lokalsamfundet. Hans fantastiske arbejde har lønnet sig, eftersom filmen gav Dafoe en norminering som bedste hovedrolle til Oscars 2019.
En filmstil der begiver sig ud på dybt vand
Filmen er speciel og henvender sig mest til det mere kunstneriske publikum. Kinematografien er smuk og instruktørens baggrund kommer virkelig til udtryk. Instruktøren, Julian Schnabel, er selv billedkunster og havde til formål at skabe en film, der illustrerede de følelser i grundlaget bag et maleri. Filmen indeholder mange tidsforskydninger og pov-takes af Van Gogh, for at skabe mere fokus på de indre følelser frem for de ydre begivenheder. Desværre kan det skabe forvirring og derfor gik jeg ud med en blandet fornemmelse. Filmen indeholder for mange filosofiske scener og jeg ville ønske Schnabel havde begrænset mængden af dem.
”Van Gogh – Ved evighedens port” indeholder en af de mest overbevisende skuespilpræstationer i nyere tid. Willem Dafoe skinner og for enhver tilhænger af smukt skuespil, skal filmen ses. ”Van Gogh – Ved evighedens port” er som et maleri. Enten kan man lide det eller også er det uforståeligt. Publikum bliver udfordret grundet filmens dybe filosofiske stil, der til tider bliver overvælgende. Man bliver dog fascineret af Schnabel for at ikke at gå på kompromis med sin kunstneriske stil. Nøjagtigt som Van Gogh.
