Skriv en kommentar
Den engelske forfatter William Makepeace Thackerays roman Vanity Fair (1847 –48) (da. Forfængelighedens Marked) er blevet filmatiseret mange gange – den første allerede i 1911 (!). Thakerays roman er en satire over først og fremmest overklassens opblæsthed på baggrund af napoleon-krigene og hovedpersonen Becky Sharp der fra små kår kæmper sig op ad den sociale rangstige for at falde dybt igen.
Becky Sharp (Reese Witherspoon) er ung guvernante med engelsk kunstnerfar og fransk korpigemor. Hun er mao. fra start af en suspekt person i 1800-tallets England. Men da hun i indledningen (ligesom i romanen) råber: ”Vive Bonaparte!”, og samtidig erklærer: ”Jeg er ingen engel!” overfor den forfærdede veninde Amelia spændes vores oprørs-forventninger højt. Derefter manøvrerer hun sig dygtigt igennem den sociale rangstiges intriger – hendes skarpe tunge og ikke mindst hendes skønne ydre baner vejen.
Instruktøren har svært ved fastholde satiren og kun det imponerende skuespillergalleri forhindrer at filmen ender i den rene kulørte genrefilm. Satiren er der skam; men replikkernes tendens til one-liners står sært alene, ja preller ustandselig af på det overfladiske liv, der bemægtiger sig scene efter scene og kun sjældent punkteres af ”upassende” begivenheder. En postmoderne attitude slår pludseligt igennem, da Becky optræder i en indisk sensuel dans med musik der snarere er hentet fra vore dages indiske popscene end fra dengang. Men igen er der tale om et enkelt uigennemført satirisk nedslag. Der er dog lyspunkter; fx hele det forfængelighedens farlige spil der først i filmen foregår omkring den rige gamle hejre Miss Matilda Crawley (Eileen Atkins), da hun kaster sin ”kærlighed” på Becky. Her væves vi ligesom Becky ind i en sand snobs farlige dobbeltspil der først afsløres, da den gamle rejser sig op i badet og viser bar røv.
Reese Witherspoon er et godt valg som den ”djævelske” Becky Sharp. Især i filmens første del får hun lov at folde sit store talent ud, ikke mindst i forhold til den naive veninde Amelia (Romola Garai), der i modsætning til Becky har svært ved at gennemskue intrigerne og alt for let falder ind i konventionerne. At netop Amelia kommer lykkeligt i mål, da hun endelig vælger kærligheden er dybt ironisk i forhold til Beckys håbløse kamp for anstændighed (?). Fra det flotte skuespillergalleri skal også fremhæves Gabriel Byrnes livsfarlige Marki af Steyne; Byrne turnerer flot omvendingen fra at være Beckys allierede til at være hendes hovedfjende. Thakerays (og Nairs) indledning, hvor markien køber et af Beckys fars malerier af den afdøde moder til overpris, fortæller i virkeligheden ikke så meget om Beckys oprør, som om tidens tendens til at gøre alting op i penge. Da pigen Becky siger: ”Vi har ikke råd til ikke at sælge billedet” har hun, hvor realistisk og skarpt hun end ser på sagerne, også banet vejen for det moralske fald hun løber ind i, da hun som voksen igen konfronteres med markien, der nu vil købe hende for en plads i overklassen. Har hun stadig ikke råd til at lade være? Og hvem kan dømme?
Om det er fordi Thackeray selv havde en indisk baggrund, eller fordi Indien som engelsk koloni spiller en rolle i romanen og ligeledes i filmen, at den indiske instruktør Mira Nair (Salaam Bombay! (1981); Monsoon Wedding (2001)) har kastet sig over endnu en filmatisering af Vanity Fair, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder er filmens lykkelige indiske slutning, som jeg ikke skal røbe her, ærlig talt en flov affære.
Thackeray gjorde det ikke let for læserne. Var det en oprører, en ikke-engel, han beskrev i sin roman, eller bukkede også hun under for markedskræfterne? I Mira Nairs fortolkning får vi ikke noget svar, men det opleves knapt som kunstnerisk konsekvens mere som et bidrag til forfængelighedens marked.
