Skriv en kommentar
Japanske Hirokazu Koreeda er en ganske kompromisløs instruktør. Hans mest kendte film i vesten er den følsomme, drømmende Afterlife (1998), der handler om hvordan døde personer, inden de kommer i himlen, får lov at opleve deres bedste minder en gang til – når de altså har fundet ud af hvilket minde helt nøjagtigt er det bedste. Filmen kredser på hjertevarm og kærlig vis om personernes oplevelser i det liv de har levet og er heller ikke bleg for at inddrage de hjælpere der på bedste vis forsøger at assistere de døde med deres sidste oplevelse. Man går fra filmen forsynet med et helt nyt perspektiv på hvordan film kan laves. Det virker som om Koreeda nærmest ignorerer de grænser der normalt er forbundet med at lave film, og det kommer der en højst mærkværdig og på næsten alle måder grænseoverskridende film ud af.
I øjeblikket kan en tidligere Koreeda-film, nemlig Maborosi (1995), ses i Danmark, og den er også en mærkværdig og tankevækkende film. Den handler kort fortalt om kvinden Yumiko hvis liv er præget af mystiske personlige tab. Som lille pige begiver Yumikos elskede bedstemor sig ud på en mystisk gåtur. Yumiko spørger bedstemoren hvor hun skal hen, og hun svarer at hun skal ud for at dø. Bedstemoren bliver ikke hørt fra igen. Tyve år senere, og Yumiko lever i et tilsyneladende lykkeligt forhold med et barn og en mand der pludselig vælger at gå ud foran et tog og bliver revet i småstykker. Yumiko får en ny mand og forsøger at skabe en tilværelse sammen sin søn og hans datter, men mindet om mandens fuldstændige uforklarlige selvmord bliver ved med at ligge i baghovedet på Yumiko.
Maborosi er, overraskende nok, ikke nogen kulsort fortælling om sorg. Dertil er der for mange optimistiske billeder af både Yumikos og sønnens ganske vellykkede omstilling til deres nye liv. Yumikos nye mand bor på en ø, og både mor og søn bliver fascineret af det barske og smukke landskab og kommer samtidig godt ud af det med svigerfamilien.
Hvis temaet var det mest opsigtsvækkende i Afterlife, er der ingen tvivl om at det visuelle element i Maborosi er lige så fremherskende usædvanligt. Vi bliver fodret med lange, søgende indstillinger, de fleste fotograferet med stationært kamera, og de har efter et stykke tid en nærmest hypnotisk effekt. Det er svært at aflæse karakterernes reaktioner og sindstilstand gennem dialogen i filmen, fordi der praktisk talt ikke er nogen. Vi får enkelte ledetråde her og der, men ellers må vi nøjes med det fantastiske billedmageri. Rent visuelt må der naturligvis drages sammenligner med ligeledes japanske Takeshi ”Beat” Kitano, og specielt film som Sonatine (1993) og hovedværket Hana-Bi (1995), men det ville også være relevant at nævne Roy Anderssons mesterlige Sange fra Anden Sal (2000) som en film der rent billedmæssigt har et vist slægtsfællesskab med Maborosi.
Tematisk har man ikke rigtigt set noget lignende. Yumiko lever hele filmen igennem med erindringerne om sine to store personlige tab, og det er meget sigende at hendes sidste ord i filmen er: ”Jeg kan ikke forstå det – jeg kan simpelthen ikke finde fornuft i det” om sin mands selvmord. Hendes tab ligger bag alting.
Skuespillet er svært at kommentere. Aktørerne er, som tidligere nævnt, ikke eksponenter for det helt store følelsesregister. De er nærmest statister i Koreedas intense, men alligevel tålmodige lysbilledeshow. De fylder dog deres roller ganske fint ud, når de bevæger sig i de lange, faste indstillinger, og man bemærker at de stort set er i forstemmende sort hele tiden.
Ole Michelsen har nævnt at Maborosi er en meditativ film, og det er ganske korrekt. På den anden side bør det også nævnes, at Maborosi er en film der stiller krav til tilskueren. Fortælleteknikken er ganske alternativ, og det forventes at man selv stykker brikkerne i puslespillet sammen. Til gengæld bliver man belønnet med en meget anderledes og fin filmoplevelse som man ganske givet vil tænke meget over. Se filmen – det er ikke givet at den slags film bliver importeret i et lille land som Danmark.
