Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Katrine vil ikke føde sit barn. Katrine vil ikke have sin mor med til fødslen eller hjemkomsten. Katrine kan ikke amme sit barn. Og Katrine vil forlade sit nyfødte barn og sin mand. Men Katrine er også den der forsøger og forsøger, hun vil så gerne men der er nogle voldsomme følelser i spil.
Måske rører debutanten Heidi Maria Faisst ved et af de sidste tabuer; nemlig hvad der sker, når moderskabet sætter sig ubønhørligt i kroppen. Faisst viser, hvordan den nybagte mors eget forhold til sin mor aktualiseres med den nyfødte. Og det er ikke bare lykkelige, rare, harmoniske følelser. I forhold til at visse kvinder (feminister?) i ligestillingens navn udraderer forskellen mellem mand og kvinde, er det vel tabu at tale om moderskabets helt specielle karakter, eller hva´? Om moderskabet som et kvindeligt eksistentiale på godt og ondt.
Faisst er modig, når hun fortæller om tabuet. Og hun er også modig, når hun gør det i en form, hvor hun konsekvent ikke fortæller en personlig historie – vi lærer nemlig aldrig Katrine med fortid og interesser, arbejde og det hele at kende. Til gengæld lykkes det Faisst på den måde, at understrege det eksistentielle i temaet. Afpersonaliseringen almengør problematikken – også selvom ikke enhver nybagt mor bliver psykisk syg (fødselsdepresssion).
Central i problematikken er naturligvis Katrines mor, der fremstår som ude af stand til at elske sin datter, netop det Katrine i den grad har brug for, nu da hun selv er blevet mor. Vi får det aldrig at vide, men morens iskolde fremtræden og hendes invaderen i datterens liv er næppe ny, men sandsynligvis en fatal gentagelse af barndommens betingelser. ”Mangler” filmen historien er den altså til gengæld præcis i sin billed-karakteristik: Katrine er fanget i soveværelsets mørke skov på tapetet; svigerfamilien invaderer Katrines hjem med champagne og nu skal du fortælle alle detaljer om fødslen; hendes egen mor invaderer rummene med sin sårethed - over at Katrine engang for ca 30 år siden kom ud af hende? - og trasker rask væk ind i de privateste områder, soveværelset og badeværelset, uden at vise et gran af empati endsige kærlighed - hun vil ikke fortælle om følelserne dengang, hun fødte Katrine. Ja, det er rent ud sagt oprørende at opleve den ufølsomhed, klodsethed og uvidenhed som den nybagte, sårbare mor mødes med fra familie, mand og såmænd også myndigheder; familielægen er mere interesseret i Katrines mor og sundhedsplejersken griber aldrig rigtig ind, men krydser af i sit skema og er hurtigt ude af døren igen.
Faisst bruger huset, hjemmet som sindet suverænt; hvad enten Katrine forsøger at leve med den nyfødte inde i huset eller går en tur med den nyfødte, invaderes hun af de andre. Hun har tilsyneladende ikke en chance for at sætte sig selv som mor igennem i al den velmenthed, der til forveksling ligner fordomme og til sidst direkte overgreb. Ja, Faisst kan det kunststykke at sætte spørgsmålstegn ved al den normalitet der omgærder den nye mor. Og så slår det pludselig en, at manden sådan set ingen rolle spiller, og man får den tanke, at havde der været mere mand i det hus, ville invasionen måske været undgået.
Faisst giver heldigvis moderskabet og de nyfødte et håb til sidst. Det er ikke for sent at blive en god mor. Men hvorfra den nybagte mor får kræfterne til det projekt er svært at sige. Titlen ”Velsignelsen” er således på den ene side en ironiseren over det helvede moderskabet kan kaste den nybagte mor ud i – men det er på den anden side også de uanede kræfter til at være en god mor, som moderskabet trods alt også udstyrer en med.
Det gør ondt at være vidne til ”Velsignelsen”, men hvor er det godt, at den film blev til. Der er desværre intet ekstramateriale på dvd-en – når man beskæftige sig med tabuer, er der ellers nok at lave ekstramateriale om.
SF/Fox.
