Skriv en kommentar
På sin vis kan VENUS siges at være historien om en film der aldrig blev til noget. De to instruktører Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen havde tilbage i 2011 sat sig for at lave et erotisk drama målrettet kvinder. I research-fasen til filmen interviewede de en lang række kvinder om deres forhold til seksualitet, krop og køn. Men efterhånden som processen skred fremad, gik de op for de to instruktører, at deres film allerede var begyndt at tage form. Fem år senere var drama blevet til dokumentar, og VENUS så dagens lys.
Der er der blevet et på mange måder nøgent værk ud af. Man kan ikke undgå at lade sig rive følelsesmæssigt med af de ukueligt modige kvinder og deres kompromisløst ærlige historier, der i et afbalanceret tempo ubesværet skifter mellem de skæve, de ømme, de sørgelige – og enkelte gange de tåkrummende af slagsen.
Flere af kvinderne og deres fortællinger er svære at slippe når man forlader biografmørket. Blandt andre hende der fortæller om dengang, hun havde sex med kærestens veninde – kun for at forhindre ham i det samme. Eller hende der med blanke øjne fortæller historien om et af de skrøbeligste øjeblikke i sit liv, i et forhold på afslutningens rand, hvor kæresten midt under sex forlader akten, og efterlader hende alene. Følelserne bryder den fjerde mur, og man skal være lavet af sten for ikke selv at mærke dem der i mørket.
Teknikken bærer Evakostume
På det filmtekniske plan fremstår VENUS endog meget nøgent. Filmen består hovedsageligt af interviews og researchmateriale, der nok ikke fra starten af var tiltænkt et publikum. Det kommer til udtryk i en simpel, ensartet æstetik og en rå rumklang. Men tematisk går det godt i spænd med den følelsesmæssige nøgenhed der er hele filmens omdrejningspunkt. Dog må især lydkvaliteten siges at blive en anelse forstyrrende i længden.
Netop længden er nok den største anke ved filmen, for halvanden time med næsten uafbrudt og visuelt ensartede interviews føles til sidst noget langt. Man kan ikke lade være med at forestille sig, at materialet formatmæssigt måske nok havde passet bedre ind i et tv-koncept fordelt over en række afsnit.
Den passive morale
VENUS er et fascinerende og medrivende indblik i en alt for ofte tabubelagt og nedtysset verden. Men der er ikke tale om den slags dokumentarfilm, der med fanfare og gennem en årelang journalistisk indsats afslører en mørk sammensværgelse i samfundstoppen. Det ville selvfølgelig være naivt at forestille sig, at de to instruktører ikke har en agenda eller et håb om at prikke til en debat. Men der er ingen prædiken, ingen løftet pegefiner eller moralistisk domsafsigelse. På den måde er der nok mere dagbog end Ekstrabladsoverskrift over resultatet. Men det er ikke en dårlig ting. Tværtimod er det ret forfriskende at der ikke eksplicit tages stilling til, hvad der er rigtigt og forkert for os i publikum at føle. Dermed lægger Glob og Albrechtsen op til, at vi selv tager ansvar for vores holdninger. Vi holdes som seere ikke i hånden, og det simple budskab, foranlediget af opfordringen i filmens titel ("let's"), synes lige så nøgent som resten af filmen: Nok er vi alle forskellige, men vi må ikke glemme at tale om tingene, blot fordi emnet er ømtåleligt. For vi står ikke alene med vores tanker om sex – og de kan ikke ties ihjel.
