Skriv en kommentar
Vera og hendes familie har gået så grueligt meget igennem. Vi befinder os i 1950s engelske arbejderkvarter lige efter anden verdenskrigs afslutning. England er stadigvæk udmarvet, og det er svært at skaffe mad på bordet. Men Vera og hendes familie har det nu alligevel godt. De har nemlig nogle kærlige hjerter og en naturlig følelse for hinanden. Vera, som er moderen i den lille familie, arbejder med at gøre rent for det højere borgerskab, mens faderen Stan arbejder på sin brors autoværksted. Veras opofrende hjerte gør hende til et naturligt samlingspunkt i familien, og hendes energi strømmer ud til sønnen Sid, der er godt på vej mod en karriere i skrædderbranchen. Men Vera vil give til flere end sine nærmeste. Hun besøger og tager vare på de svage eksistenser, der også befinder sig i området. Første del af filmen går på den måde med at opbygge en stor sympati for karakteren Vera Drake. I naboområdet finder Vera den kejtede Reg, der har mistet sin familie under krigen. Hun tager ham med ind i sit hjem, hvor Reg fatter sympati for Vera og Stans datter, Nellie. Forlovelsen mellem de to bliver derved det uundgåelige næste trin i retningen mod et bryllup. Derfor er hele familien samlet i glæde om et veldækket bord, da det banker på døren. På dørtrinet står politiet. De fører en grådkvalt Vera med sig, og så brister familieidyllen. For Vera har i al sin godhed båret rundt med en hemmelighed. Hun har ”hjulpet” ulykkelige piger af med ”uheldige” graviditeter. Det har hun gjort gratis og i godhedens tjeneste, da børn udenfor ægteskabet kunne være fatalt for de unge piger.
Filmen tematiserer nogle store moralske og menneskelige spørgsmål. Først og fremmest er den et forsøg på at gengive nogle aspekter ved efterkrigstidens England. Hele spørgsmålet om abort fylder naturligvis meget i filmen. På den ene side hjælper Vera de unge piger, på den anden forbryder hun sig mod loven og udsætter i øvrigt pigerne for fare ved sine kvaksalveriske indgreb. Familieidyllen, der brydes, da røgsløret fjernes, leder tankerne hen på Thomas Vinterbergs ”Festen” (1998), hvor hemmeligheden dog knytter sig til det, man må ende med at opfatte som et gennemført dumt svin. Igennem denne sammenligning kommer filmens styrke til udtryk. Det fabelagtige greb består i at få seeren lullet ind i en blind kærlighed til filmens hovedkarakter, som vi er overbevist om ikke kan gøre noget ondt. Og da bomben falder, falder den så meget desto hårdere nede hos biografsalens sympatiske blikke. Selvom man savner en egentlig dybere nuancering, kan man ikke andet end at falde sammen med familien.
Mike Leigh er en forførelsens mester, igennem sin særlige teknik, hvor han samarbejder med skuespillerne i manuskriptudviklingen, formår han at skabe film, der berører en. Det er således hovedsageligt i skuespillet, at hans film får deres virkelige styrke. Skuespillerne fremstår derved meget sammenspillede, og selvom nogle karakterer i Leigh film har en tendens til at være både passive og ynkelige, får man altid en form for sympati for dem. Leigh har efterhånden stået som en af Englands allerbedste instruktører i mange år. Ofte skildres miljøer, hvor menneskerne er i centrum, og hvor fortiden som i ”Career Girls” (1997), eller traumerne som i ”Life is Sweet” (1990) er de problemer personerne må leve med. Bedst huskes nok ”Secrets and Lies” (1996), der fik stor succes med at fokusere på de ting, der gemte sig under overfladen. En flade Mike Leighs største gave til filmkunsten er at bryde igennem med sublim personinstruktion og vedkommende manuskripter.
I ”Vera Drakes hemmelighed” er det også først og fremmest skuespillet, man må give kredit for, at filmen holder. Umiddelbart virker plotlinjen noget stereotyp, men når Imelda Stauton fra start af indtager hovedrollen på så overbevisende måde, lader det sig faktisk gøre at fortælle historien på en meget effektfuld måde. Derfor kan det trods alt ikke undre, at filmen hjemtog Guldløven i Venedig, for på samme festival blev Staunton kåret som bedste skuespillerinde. Det siger jo alt; uden Imelda Stauntons charmerende og stærke præstation ingen film. De andre skuespillere gør det upåklageligt godt. Især kan man fremhæve Philip Davis, der spiller Veras mand.
Alt i alt er det lykkedes Mike Leigh at skabe en troværdig fremstilling af et 50’er univers. En film om et menneske, der for at gøre det gode kommer i klemme. Om det så er fordi, hun straffes af et system, der ikke levner plads til det, eller om det er, fordi hun i sin naive menneskekærlighed helt overser, at den gode intension ikke altid fører til den bedste handling, bør man selv bedømme. Desværre hælder filmen lidt for meget til den lette løsning. Den frikender den gode Vera, og man kunne have ønsket, at filmen havde været mere diskuterende i forhold til abort- og selvtægts-spørgsmålet.
Filmen har premiere i Grand Teatret, Empire Bio, Park Bio i København samt Cafébiografen, Odense og Bio Næstved.
