Skriv en kommentar
Da jeg i 1964 blev konfirmeret, fik jeg et AGFA fotografiapparat til 4 x 4 negativer og 16 billeder i en film – og hvis jeg var på udflugt, tog jeg måske 6-8 billeder på flere dage. Året efter var jeg på sommerferie hos min onkel i Frederikshavn, som havde et svensk Hasselblad og mørkekammerudstyr i rækkehuset. Jeg fik en s/h-film med 36 billeder, og havde to-tre timer til sammen med mine brødre at fotografere livet en sommerdag ved torvet, havnen, mennesker og os selv smurt ind i flødeboller. Og så hjem fremkalde filmrullen i bælgravende mørke, få rullen tørret og ind i apparatet – lave lyseksperimenter på fotopapir med 1, 2, 3, 4, 5 sekunder – for at se – hvor meget lys skal Ilfordpapiret have til det bedste billede.
Vi var solgt til fotografiets nye muligheder med selv at fremkalde og lave store billeder ikke kun 6 x 9 cm – men 18 x 24 cm og senere på fotostatspapir 40 x 60 cm.
Den danske filminstruktør Iben Haahr Andersen (f.1953) har lavet en yderst talende seværdig dokumentarfilm om fire danske kvindelige fotografer Else Tholstrup (1929), Nanna Bisp Büchert (1937), Marianne Engberg (1937), Tove Kurtzweil (1938-2018), og alle fyldt med tanker om dét at se verden gennem en linse – og hun har et rammende spørgsmål i sin søgen om, hvorfor en fotograf kan blive interesseret i at fotografere et nedløbsrør.
Det er fire meget levende udtryks- og levemåder, de færdes i – så de selv kan danne, deres egen virkelighed gennem billedet – og komme med tankevækkende udtryk som Marianne Engberg med kameraet i New York skuende op: at se himlen skåret ud i stykker på grund af højhusene - det havde jeg aldrig set.
De finder skæve motiver i en sten eller stykke træ på stranden og fotografen, der laver runde billeder: fordi mit eget øje et rundt Vi hører meget fascinerende af Else Tholstrup, som møder en synsk mand, der fortæller, at hun møder kærligheden om nogle dage, da hun pludselig ser ham under optagelsen af filmen ”Broen over floden Kwai” (1957) – hvor hun er ansat som stillfotograf – og hun har uddannet sig på New Bauhaus i Chicago i 1951 og taget mange smukke billeder fra den syriske kulturhistorie – vi kommer hele vejen rundt med øjet og tankerne - fortalt på en stilfærdig måde og med afvekslende fotoapparater. Og derfor kommer også udtrykket fra de fire fotografer, at vi har eventyr i blodet – som bringer dem ud over Danmark til en større verden med berømte arkitekter og kunstskabere. Og som gør, at de tør mere end at skabe et foto – som da Nanna B. Büchert til sin 80 års fødselsdagsinvitation valgte at bruge en skarp le over sit hoved – og filmtitlen antyder også deres verden kan være uskarp set gennem en linse, som bliver vist smukt i filmen. I starten ser vi en træstamme helt tæt på – fordi vi skal se alle de farver, der er i rillerne, på barken. Et indblik i deres verden.
Desværre bliver filmen kun sat op i små biografer i Aalborg, Aarhus og København – men den kommer forhåbentlig også i tv på et tidspunkt, da der i de sidste linjer står TV2.
Men se helst filmen gennem fire store øjne på et stort lærred.
