Skriv en kommentar
”Journalistik i Iran er som at vandre i et minefelt uden kort”. Således lyder én blandt mange metaforer med hvilke de iranske journalister i dokumentarfilmen We Are Journalists beskriver pressesituationen i Iran. Selv med den yderste forsigtighed kan man risikere at træde på noget, man ikke burde. Og så bryder helvede løs.
Da drømmen blev til mareridt
Modstandere af præsident Ahmadinejad var håbefulde op til valget i 2009, hvor det så ud til, at den mere reformvenlige Mousavi endelig ville overtage præsidentposten. Men som filmen skildrer i en nærmest mareridtagtig scene, falder håbet tungt til jorden, da Ahmadinejad med militære styrker ulovligt genraner sig magten. We Are Journalists fortæller historien om en næsten umulig tilværelse som journalist under et styre, der håndhæver hård censur, smækker dagbladsredaktioner ned som fluer og som jævnligt dømmer journalister til tortur og elendighed bag lås og slå. Kernen og den røde tråd er instruktør Ahmad Jalali Farahanis egen fortælling om journalistlivet i Iran - og om hvordan den først sendte ham tremmer og sidenhen i eksil i Danmark.
Iranske stemmer
Foruden Farahanis personlige beretning føres filmen frem af fortællinger fra hans ligeledes frustrerede kolleger. Da de mødes til formandsvalg i journalistforbundet, spørger Faharani f.eks. en kollega, om han har prøvet at arbejde på en avis, der blev lukket ned. Kollegaen griner og svarer ”masser af gange!”. Da en anden kollega bliver spurgt, om han har været i fængsel, kommer svaret lynhurtigt: ”selvfølgelig”. Fordi du er journalist? ”ja”. At aviser lukker og journalister sendes bag tremmer er reglen, ikke undtagelsen, under det fundamentalistiske styre.
Om selve tiden i fængslet beretter flere, at de er blevet fysisk forulempede. En enkelt siger sågar, at han måtte stå med hovedet nede i toiletkummen, mens han blev voldtaget med en coladåse. Beretninger som denne fik mig til tider til at sukke lettet over, at Farahani ikke havde valgt at lave en reenactment-dokumentar. Det sørgmodige tilbageblik er mere end nok.
Faharanis patchworktæppe
De hemmelige interviews tilbage fra Iran suppleres med håndholdte optagelser fra voldelige gadeoprør, der viser soldater slå løs på demonstranter. Herudover klippes der frem og tilbage mellem et avistrykkeri og lejlighedsvise reeactmentsekvenser, hvor Farahani selv spiller rollen som den frustrerede, deprimerede journalist. Tilsammen udgør scenerne et svævende og kontrastfyldt patchworktæppe, der dog hele tiden bevarer den jordbundne personlige fortælling i centrum. Lydsiden supplerer patchworkstilen med sin vekslen mellem smuk persisk musik og den monotone lyd af geværer, der lades i takt. Effekten er dramatisk og poetisk på samme tid. Faharani selv sidder som chauffør på tæppet og styrer dets overordnede retning. I form af voice-over leverer han den røde tråd, der klart, men sørgmodigt, guider sit publikum gennem tumulten.
Med sin simple fortællestil holdes fokus hele vejen igennem. Den eksileredes længsel efter og kærlighed til et hjemland, der har mere og andet end tortur og rædselsregimer i bagagen, skinner også klart igennem i filmen. Men til trods for denne nuancering holder Farahani klart fast i intention: at fortælle journalisternes gruopvækkende historie. I stedet for at spække sin fortælling med fakta, politik og årstal, vælger han at lade den personlige beretningen om journalistikkens situation forblive det bærende element.
Enkel og poetisk
Den patchworklignende sammenfletning og den enkle fortællestil skaber sammen en lettilgængelig og poetisk dokumentarfilm med masser af menneskelig oprigtighed og udpenslet kritik. Filmens bedste kort er det ekstensive trådnet af personlige beretninger, der giver et forståelig og tydeligt indblik i en sprængfarlig hverdag.
