Skriv en kommentar
Som en anden havfrue skyller en purung og nøgen pige (Julie Zangenberg) pludselig op på parketgulvet i en forladt lejlighed. Dermed vendes tilværelsen med et trylleslag på hovedet for viceværten Per (Lars Mikkelsen), der er frygtet af omgivelserne for sit hidsige og bedrevidende gemyt.
Halv engel, halv lolitadukke
Pigen kan hverken tale eller gå, men hendes seksuelle appetit er tilsyneladende umættelig. Det er den gustne vicevært, hvis kone for længst er skredet, ikke sen til at udnytte. Langsomt går det op for Per, at kødelig opgang med det velskabte væsen har fordelagtige følgevirkninger; hans kroniske rygsmerter, som han dagligt modarbejder med en massiv dosis guldøl med Treo, forsvinder som dug for solen – pigebarnet har helbredende kræfter!
Men den guddommelige lolitadukke skaber hurtigt ravage. Pers ven, Viborg (Nikolaj Kopernikus), vil stille pigens tjenester til fri afbenyttelse for hele nabolagets sygdomsplagede mænd, for at så mange som muligt kan få glæde af de mirakuløse evner. Per er derimod ikke interesseret i at dele – i et selvisk raseriudbrud ender han med at bure pigen inde i soveværelset.
Dermed er venneflokken splittet i to fraktioner, der tilnærmer sig dels religiøs fanatisme og dels forskruet ejendomskontrol over et andet menneske – hvormed man let kunne koble Per sammen med virkelighedens Josef Fritzl.
Men hele fortællingen leveres gennem en fernis af kulsort humor, der får os til at grine snarere end græde af de absurde optrin. En skarpsleben satire, som Kim Fupz Aakeson, der har forfattet filmens manuskript, ofte er garant for.
Kækt møde mellem eventyr og socialrealisme
Viceværten er instrueret af Katrine Weidemann, der primært er kendt for hendes mange teateriscenesættelser. Filmen er dermed kun hendes anden på det store lærred; alligevel oser filmens kække clash af eventyrlige og socialrealistiske elementer af et instruktørarbejde udført med selvsikker hånd.
Både Lars Mikkelsen, Nikolaj Kopernikus og Peter Plaugborg, der spiller Pers problematiske søn, er yderst troværdige i al deres ynkelighed. Kun Julie Zangenberg virker i længden en anelse anstrengende som den mirakuløse klump kød, der med et fjollet smil på læben konstant er til tjeneste. Men andet havde også været svært – hun ytrer ikke et eneste ord gennem filmen, og er i grunden mest en rekvisit, der skal kickstarte det menneskelige drama mellem de andre.
Forfriskende indspark på den danske filmscene
Der er noget herligt befriende over Katrine Weidemanns magisk-realistiske tilgang til stoffet. Vi behøver ingen forklaring på pigens uforklarlige natur – sådan er det bare. Det interessante er de muligheder – og de udfordringer – som det mirakuløse scenarie bringer med sig. Og her må viceværten selvfølgelig i sidste ende sande, at der er vigtigere ting mellem himmel og jord end overfladiske udløsninger.
Så om end Viceværten desværre byder på en noget forceret happy end – i trit med den eventyrlige ånd – er filmen alligevel et forfriskende og anderledes indspark på en til tider ret monoton dansk filmscene.
