Skriv en kommentar
”Bølle Bob” sagde det så enkelt for mange år siden – ”vi er ikke rigtigt voksne, vi er ikke rigtigt børn”. Ungdomsfilm arbejder generelt med netop det tema – overgangen fra barn til voksen eller mere bestemt en af de mange faser et menneske gennemgår i den periode. For det meste ser vi et menneske vokse op lige foran øjnene på os på film, hvor nogle bestemte situationer symbolsk vejleder hovedpersonen til voksenalderen. ”Victim” er en ungdomsfilm, der foregår umiddelbart lige efter dette. Fortiden bider vores hovedperson konstant i røven, men på den anden side, har han lært forskellen på rigtigt og forkert, og har været igennem den førnævnte realiseringsfase. Hatten af for at prøve en mere uvant fase i ungdommen, men det bliver altså ved forsøget i denne omgang.
Tyson, Mannie og Jason er bedste venner. Og så er de kriminelle. Sådan er det, når man vokser op i et barskt kvarter. De har dog fundet deres egen lille niche indenfor kriminaliteten, hvor veninderne Davina, Charmaine og Yaren charmerer sig ind på velhavende mænd, og drengene tager over igennem et voldeligt røveri. Tyson vil dog gerne ud af denne cyklus. Han ved at det er forkert, men fortsætter pga. sin gæld og det faktum, at han skal tage sig af sin lillesøster Nyla. Han mangler bare det sidste skub, og det giver Davinas kusine Tia ham, en dag hun dukker op ud af det blå.
Hovedrollen Tyson er både det bedste og værste ved filmen. Manden ved, at han handler forkert gang på gang. Han er kløgtig, sjov, rar og nå ja, så er han selvfølgelig også røver. Naturligvis er verden ikke sort/hvid, og det er vel også en af filmens egentlige pointer, men var det ikke for præstationen af Ashley Chin, havde det været meget svært at fatte sympati for Tyson. Chin gør Tyson troværdig, men på papiret og i bakspejlet af filmen er han alt andet, og det er et enormt problem for en film, der er så centreret omkring Tyson, og udvikler sine moraler ud fra ham. Skuespillet er generelt glimrende hele vejen rundt med enkelte undtagelser – Davina spillet af Anna Nightingale er alt for skabet. Tia spillet af Ashley Madekwe udgør Tysons kærlighedsinteresse, og selvom de to ikke ligefrem udvikler gnister og flammer, fungerer de ganske godt sammen.
Filmen tager sted i England. Jeg indrømmer, at jeg ikke var alt for opmærksom på præcis hvor, men det bliver altså gang på gang cementeret fast at vi befinder os i England igennem det britiske musik, præstationernes tunge accenter og en abnorm fokus på chaufførerne i diverse bilscener. Måske kernepublikummet i England har lettere ved at se igennem fingrene med filmens usammenhængende detaljer, for der er stor fokus på, at filmen henvender sig til hjemlandet. Selvom filmen har mange skønhedsfejl osv., og der netop bliver smurt rigeligt tykt på især i slutningen, så er den korte spilletid på under halvanden time medvirkende til, at filmen trods alt underholder, og at man oprigtigt gerne vil se, hvad det hele ender med. Derfor kan man ikke kalde filmen for en fiasko, men rettere for et interessant forsøg på at give indblik i en alder og en gruppe som man sjældent ser i denne slags film. Med filmens titel i tankerne, skal vi anse alle mennesker som ofrer – selv dem som begår kriminalitet. En smule mere arbejde med manuskriptet ville måske have fået nej-sigere til at indse dette, men vi må stille os tilfredse med, at vi trods alt var underholdt nogenlunde indtil rulleteksterne.
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.
