Skriv en kommentar
Den korpulente franskmand Gerard Depardieu har vist masser af gode takter gennem sin karriere. Så gode, at han nok er den mest kendte franske skuespiller. Men nogen Chuck Norris bliver han aldrig – og heldigvis for det. Men derfor er det dybt frustrerende at se Depardieu i voldsomme kampscener i løbet af den franske gyser/krimi Vidocq.
Bag filmens titlen står netop Depardieu, der spiller en fransk privatdetektiv i Paris i 1830. Dermed lægger filmen ud med en faktuel fejl, for i 1830 var Vidocq ansat hos politiet – først i 1832 får han sit eget bureau. Vidocq er nemlig en autentisk fransk detektiv, hvis livshistorie byder på en omvendelse fra kriminel til samtidens og en af eftertidens mest berømte detektiver – en ægte Sherlock Homes. Karakteren Vidocq har inspireret flere store forfattere deriblandt Victor Hugo, der opdigtede hele to figurer efter Viodcq, da han skrev Les Miserable. Filmen Vidocq handler dog ikke om selve personen, men om en af hans sager. En sag, der ikke kan være autentisk, da slutningen desværre ender i ren science fiction – meget ærgerligt for en film, der indtil dette punkt havde en isnende Jack The Ripper stemning.
Inden man når så langt, har filmen dog haft en begyndelse. Her bliver Vidocq rent faktisk slået ihjel efter en af de før omtalte kampscener. Herefter centrerer plottet sig om den unge journalist og Vidocq-beundrer Etienne, der dels vil skrive en biografi om detektiven, dels vil finde baggrunden for mordet.
Og det er Etiennes jagt på morderen krydret med flashbacks til Vidocqs arbejde med sagen, der trækker filmen højt op i kvalitet. Den unge journalist kastes nemlig armene på den ene kilde efter den anden, der alle har et personligt motiv bag deres forklaringer. Dermed skifter godt og ondt også rolle et par gange.
I denne tur rundt i over- og underverdenen får instruktøren Pitof også spillet med musklerne. Han er nemlig gammel visuel effektmager, og det bliver der ikke lagt skjul på i en film, som overhalede selveste George Lucas og Star Wars i brugen af digitalt isenkram. For ligesom i 'Star Wars II – Klonernes angreb' er hele filmen både fotograferet og redigeret hundrede procent digitalt.
Derudover har Pitof plantet sine karakterer i et fabelagtigt miljø. Her gives både plads til funklende slotte med blanke gulve og til mørke baggårde fyldt med prostituerede i alle tænkelige afskygninger. Tankerne falder på From Hells disede og ildelugtende London.
Den sidste plusside ligger også på det stilistiske niveau. For Pitof kender sine gysere og ved, at nærbilleder af ansigter og især af øjne giver en både nærværende og dirrende effekt. Så vi får set en del øjne og en masse forvredne ansigter. Og når en del af karaktererne samtidig er ekstremt karikerede, så giver det filmen en lethed, der aldrig bliver komisk, men som spiller fint sammen med de absurde vinkler og de til tider syrede miljøer.
Effekter er dog ikke altid til det gode. I Vidocq kammer de helt over, når Gerard Depardieu møder morderen til et par mandfolkekampe. Det dur ikke, at skurken suser omkring som en vildfaren Jackie Chan i en victoriansk kriminalfilm. De behøver ikke alle sammen være Jack The Ripper, men ligefrem karatelignende opgør ødelægger filmens på mange måder stramme stilisering.
Sidst men ikke mindst, myrder morderen et efter et de vidner, som Etienne taler med gennem filmen. Problemet er bare, at han ikke er konsekvent. Han glemmer blandt andre Vidocqs veninde og Vidocqs detektivpartner. To karakterer, der begge ender med at spille en central rolle i opklaringen. Altså et væsentligt brud med morderens mønster i en film, der klarer sig flot på overfladen, men som glipper på detaljeplanet – det skarpe øje vil nemlig også opdage et par spadserklip.
Ekstramateriale:
Der er ikke noget! En sceneopdeling og trailers for filmen og et par andre. Pinligt ringe for en film, der gerne vil promovere sig med sin visuelle revolution. Hvis det er så revolutionerende, så vil jeg da meget gerne se noget bag om filmen. Men intet ekstramateriale…
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Scanbox.
