Skriv en kommentar
Det skurrer i ørerne, når generalguvernør Peter von Scholten proklamerer, at der ikke findes et sted, hvor de ufrie bliver behandlet så godt og menneskeligt som i de danske kolonier. Vi skal tilbage til De Dansk Vestindiske Øer år 1848. Den danske konge er på besøg hos von Scholten og dennes hustru Anna Heegaard, og her kan han oplyse, at om 11 år er der ingen under dansk flag, som skal være slaver. En glædens dag på sin vis. Men 11 år? Det anses nemlig for en ordentlighed og grundighed ikke at forhaste afskaffelsen af slaveri, og slaverne har det jo - som sagt - godt. Men frie til at gøre, hvad de vil med livet, ja, det er de trods alt ikke…
Hustru Anna ligner ikke sin mand. Hendes hudfarve er mørk, for hun er en såkaldt frikøbt slave. Hendes rang som generalguvernørens kone gør, at hun ejer slaverne under sig. Deriblandt sin bedste veninde Petrine, som tjener i von Scholtens domicil. Da et oprør ulmer, så vil det vise sig hvem, der er på hvilken side. Kan Petrine stole på Anna, og hvilke moralske dilemmaer bliver en del af omstændighederne?
Frederikke Aspöck blander både alvor og komik i denne fortælling om en periode af den danske historie, som vi nok ikke skal være alt for stolte af. Inddelt i tematiske kapitler går Viften i bedene på magt, handel og straf blandt vores noget karikerede persongalleri. Særligt én scene siger det hele. Petrine køber sig fri, men overraskes over den forhøjede pris for sin søn. De kan derfor ikke frikøbes samlet. Bemærkelsesværdig er også Jesper Groth (udover sine film- og tv-roller også kendt som den ene halvdel af musikduo’en Fyr og Flamme) i rollen som Admiral Irminger. Og apropos musikere, så er Karen Mukupa, James Sampson og Caroline Henderson at finde i mindre biroller.
Tilgangen til alvoren er grovhumoristisk, men den dybere lidelseshistorie bag understreges i en række voldsomme tegninger med højprægede choklyde til. Derfor er Viften også et umiskendeligt vidnesbyrd om ulige vilkår, som heldigvis er en saga blot, men ikke må glemmes.Viften har sine skønhedsfejl, hvor enkelte scener, replikker og skuespil kommer til at emme af teater, men som helhed fungerer det alligevel. Desuden dejligt med en film på 90 minutter, der tør være konkret i sit udtryk og undlader fyld og tidsudtrækning. Derfor slipper Viften også afsted med 4 fine stjerner herfra.
