Skriv en kommentar
Jørgen (Erik Clausen) har en kyllingefarm med 40000 kyllinger. Han er en single farmer, lidt over 50 år og så går han til grinekurser for at få lidt selvtillid ind i kroppen. Selvtillid har han ikke nemlig ikke for meget af, selv om firmanavnet Jørgens Kyllinger bliver skiftet ud med Slicky Chicky. I sit barndomshjem, Villa Paradis, sidder hans gamle far (Oswald Helmuth) katatonisk i en kørestol og gør livet for samtlige sygeplejersker til et helvede. Han har ikke sagt et ord i mange år, og det skyldes tabet af hustruen, som begik selvmord. Paradistilværelsen har forvandlet sig et paranoia, hvor den gamle har følt sig svigtet af sine nærmeste. Midt i håbløsheden kommer skuespilleren Anna (Sonja Richter) og åbner den gamle mands sind med sin ligefremme måde at være på.
Erik Clausen er i sit rette element med en film, der gerne vil sige noget, som man siger. Det er vigtigt for Clausen at han levere et budskab om dagens Danmark med en tragikomisk tilgang til tingene. Denne gang er turen gået til behandlingen af ældre i Danmark, som Clausen i sin rolle selv er med til at understrege. Jørgen kan ikke kommunikere med nogen i filmen. Han råber højt til sin far, i håb om at komme igennem, men det hjælper jo ikke at råbe. Til den jugoslaviske kvinde han møder, råber han også, og det er et gennemgående tema, at ingen kan komme igennem med deres helt almindelige dagligdags kommunikation. Det fører til bitterhed. Den gamle Walentin har været en gedigent røvhul tidligere. Han har straffet sønnens ønske om, at ville være kyllingefarmer, når han selv havde en direktørstilling i et stort elektronikfirma og der ligger en underforstået vrede over sønnen, som bliver løsnet op i takt med at Anna får revet hul på den gamle mands bitre mentale byld.
Både Jørgen og farens historie er store nok til hver en spillefilm, og det bliver problematisk når begge roller tildeles lige meget plads. Intentionen har nok været at holde Jørgen lidt i baggrunden, men da han er filmens komiske element fylder han også meget. Det er en skam, for den gamle Walentins historie er så rørende og velformuleret som den kan blive. Det er meget sympatisk at Clausen selv går ind og spiller en bitter mand, hvilket han gør fremragende i mange film, men normalt er der heller ikke plads til andre. Jørgen historie skulle ikke have været fortalt i denne sammenhæng, ligesom Annas kærlighedshistorie med Kenneth er for meget af det gode. Ærgerligt, for der var absolut potentiale til at filmen kunne stå på højde med De Frigjorte, som er blandt de bedste film lavet nogensinde i Danmark.
Til gengæld er Frits Helmuth jo altså aldeles pragtfuld i rollen som Walentin. Jeg har faktisk aldrig set Helmuth så intim og stærk som i denne film. Enhver der har set Blinkende Lygter husker den alkoholiske læger, der gjorde ølhullet til kult og snapsen til en stærk medicin, og Lektor Blommes sadistiske dæmoni kunne nok heller været fremstillet så vederstyggelig ondt som af Helmuth. Denne gang kommer vi meget tæt på. Ind i mellem er det trætte og ubarberede ansigt, der kæmper mod pillernes døsende effekt og kommunes færdigretter så realistisk, at man tror at Helmuth virkelig er gået fra forstanden. En sådan rolle kan let blivet overspillet i bæven og rysten på hånden, men Helmuth er så nuanceret i sit spil, at Sonja Richter til tider ikke ved, hvad ben hun skal stå på, selvom hun formår at gøre det helt perfekt ved siden af Helmuth. Clausen er ikke en stor skuespiller, men han kan spille mennesker, der heller ikke er store mennesker, på en måde, der bevæger sig på det karikerede. Endeløst tragisk er scenen, hvor Jørgen står blandt sine 40000 kyllinger og øver sig i intimlatter - og hvor latteren går over i gråd. Hvem husker ikke scene fra Sean Penns The Pledge, hvor Jack Nicholson skal fortælle et ægtepar, at deres lille datter er blevet myrdet. Den foregår også i en hal med hylende fjerkræ.
Man står i et dilemma, hvis man elsker Clausens satire og samtidig synes, at den faktisk ikke bør være så udpræget i denne film. Clausen kan sagtens lave film uden at bide, hvilket vi så i det smukke Carl Nielsen portræt, Min fynske barndom.
Kunne han da bare have lavet to film - en om Walentin og en om Jørgen. Men gør jer selv den tjeneste, at se filmen alligevel for den handler for en gangs skyld om almindelig mennesker i den modne alder. Vi unge kan vel lære at komme ud med vores frustrationer inden vi bliver gamle og sure som Jørgen, der er direkte ubehagelig i sit desperate forsøg på at opnår accept.
Til sidst skal soundtracket og fotograferingen lige have et rosende ord med på vejen. Billederne og scenografien er smuk og stiliseret, og minder os om sommersolen engang og hvordan tingene tilstand kan falme til en grå falmet stue i faldet paradis. Close up-indstillingerne på Helmuth og det sære teaterscener, der får en handlingsmæssig placering i filmen. Og så sidder Grethe Ingemanns “Vi får solskin i morgen” lille midt i hjernen resten af dagen efter at have set en ganske betydelig dansk film, der måske skulle sendes til Oscar-nomineringen næste år, da den absolut har en historie som Amerikanerne vil kunne lide - og så kunne jeg godt tænke mit at se Clausen give dem tørt på. Helmuth kan i hvert fald glæde sig over at han allerede nu er sikret en Bodil. Havde han været amerikaner havde han vundet en Oscar.
Fire velfortjente stjerner til Clausen, men det kunne let have blevet til meget mere...
