Skriv en kommentar
Vinterbrødre har fået medvind fra starten, da den allerede har vundet flere internationale priser, og ikke mindst hovedprisen ved dette års CPH PIX Festival i september. Havde den ikke vundet denne pris, havde man efter al sandsynlighed ikke haft mulighed for at se filmen i biografen, og vi kan derfor takke CPH PIX og Øst for Paradis, som står for filmens danske biografdistribution, for at give en lille og kunstnerisk smal film som den en chance hos det brede biografpublikum. Det er desværre ikke så ofte at dette lader sig gøre gøre nu om dage i den danske filmverden, og det er synd. For hvor er Vinterbrødre dog en helt igennem stærk og smuk oplevelse.
En broderodyssé i et hårdt arbejdermiljø
Vinterbrødre er historien om to brødre, der bor sammen i en lille og slidt lejlighed, og begge arbejder som en del af det rå miljø i en kalkmine. Lillebroderen Emil har den sidegeschæft, at han fremstiller hjemmebrændt, som han laver af kemikalier han stjæler på kalkfabrikken, og sælger til de andre minearbejdere.
Men en dag bliver en af arbejderne alvorligt syg, og Emils hjemmebrændt mistænkes af alle for at være årsag til sygdommen. Emil bliver upopulær blandt minearbejderne, og det udvikler sig til en reel fejde mellem ham og de andre minearbejdere, ført an af Daniel, spillet af Peter Plaugborg. Emil føler sig samtidig forrådt af sin bror, da han opdager at nabopigen Anna, som Emils uforløste drømme kredser om, vælger storebroren i stedet for ham.
Visuelt smuk og rå
Handlingen i sig selv siger ikke meget om hvordan filmen er og hvordan den opleves, da det der gør denne film speciel, er dens samlede filmiske udtryk. Filmens instruktør, islandske Hlynur Pálmason, startede sin karriere som visuel kunstner inden han blev optaget på Den Danske Filmskole, og den kunstneriske baggrund kan tydeligt mærkes i Vinterbrødre, som stilistisk er meget ambitiøs og gennemført.
Der er tænkt over alle virkemidler, og kamerabevægelser, farver, lys og lyd spiller sammen og skaber en særegen, næsten dystopisk, stemning. Det bliver ike nævnt hvor filmen foregår, og det virker nærmest som et drømmeagtigt ingenmandsland, gråt og koldt, og konstant dækket af et lag sne.
Emil og de andre arbejdere i kalkminen er konstant beskidte og dækket af et hvidt lag støv og sved, og det rå og beskidte arbejdsmiljø opvejes af den smukke hvide sneklædte skov som de to brødre går igennem på vej på arbejde. Mange scener foregår samtidig i den kulsorte kalkmine, hvor kun minearbejdernes pandelamper lyser op, som små stjerner på en nattehimmel. Selvom dette umiddelbart lyder smukt, bruges det flere gange til at skabe en ulmende ubehagelig stemning, som da Emil prøver hvordan det føles når alle pandelamperne lyser på én. Det er ikke en rar følelse skal det siges.
Man føler som publikum for Emil når han på barnlig og rebelsk vis nægter at lade sig kue af de hårde minearbejdere. Han passer ikke ind i det rå og maskuline miljø, selvom han øver sig på at være en hård soldat med et gevær han har fået. Elliot Crosset Hove er blændende i rollen som Emil, på en gang stædig og usikker, og hele tiden med sin egen særegne charme.
En anbefaling værd
Filmen skal samtidig nævnes for sin lyd, da den i høj grad er med til at skabe den specielle og dystre stemning. Der er ikke tale om reel musik, men i stedet industrielle, fabriksagtige toner, der støjende og ildevarslende sætter stemningen.
Vinterbrødre kan varmt anbefales, da den er kunstnerisk ambitiøs og en stærk filmoplevelse, hvilket man ikke ser hver dag i dansk film. De senere år er der dog kommet flere lovende unge instruktørtalenter som Annika Berg og Avaz-brødrene, der ikke er bange for at være anderledes, og som tør udfordre filmsproget og gøre brug af andre genrer end vi er vant til i Danmark. Med talenter som dem kan man jo håbe at vi går en spændende fremtid i møde.
