Skriv en kommentar
Karin Nordström (Matleena Kuusniemi) er en verdensberømt violinist på toppen af sin karriere. På vej fra en koncert bliver hun kørt ned og skader sin hånd i ulykken. Lægerne kan ikke redde nerverne i hånden, og pludselig er hun ikke længere i stand til at gøre det, hele hendes tilværelse har handlet om.
Med bristede drømme kæmper hun for at finde ny mening, og som underviser forelsker hun sig hurtigt i den 20 år yngre elev Antti (Olavi Uusvirta). De er et umage par, og hun er i øvrigt gift, men deres enorme passion for musikken binder dem sammen, da en mulighed opstår for at Antti kan få chancen som solist. Måske kan drømme stadig nå at gå i opfyldelse.
Violinisten er et drama med stor plads til musikken, som titlen antyder, med store følelser og passion. Instruktøren Paavo Westerbergs, der har vundet adskillelige priser som manuskriptforfatter og instruktør for skuespil, har ønsket at gengive et realistisk billede på den smerte, der kan opstå af at måtte opgive det man elsker, og de ofre branchens topfolk er villige til at give i kærlighed til musikken. Violinisten er hans debut som filmmager, og man fornemmer tydeligt hans grundige håndværk fra teaterscenen. Det er storslået musik, store følelser, ægte mennesker, ensomhed og smertelig kamp for at genvinde fodfæstet, uden at filmen dog på noget tidspunkt taber håbet.
Matleena Kuusniemi er velcasted i rollen som Karin Njordström, hvor hun giver en meget fintfølende præstation med stor indlevelse som musisk kunstner i splittet kamp.
Kim Bodnia, som spiller den verdenskendte dirigent Björn Darren, er indledningsvis en smule tung i rollen. Måske mest fordi det tager tid at vende sig til ham i en anden type rolle end man er vandt til. I sidste del af filmen finder han sin form og falder naturligt i et med rollen, og man har glemt at han kan være andet end stor dirigent.
Skuespillerne var castet til rollerne et helt år i forvejen, hvilket er udsædvanligt lang tid i filmens verden. De havde derfor god tid til at leve sig ind i rollerne, lære deres karakterer at kende og frem for alt dykke ned i den klassiske musiks verden med alle dens instrumenter og Mendelssohns violinkoncert i E minor, som er filmens omdrejningspunkt. Det er et smukt stykke musik, som kræver øvelse at spille.
Cinematografien er gennemført med genkendelige billeder fra gåture omkring strøget i København og cykelture forbi Det Kongelige Skuespilhus og omegn.
Som Mendelssohns ’allegro molto appassionato’ har filmen stor passion og vil vise det smukke i voldsomme livsomvæltende følelser.
Er du til klassisk violinmusik, er dette så afgjort en film, du bør se. Får klassisk musik dig derimod til at få nervøse trækninger i gabemuskulaturen, vil jeg anbefale at blive væk. Mendelsohn er for undertegnede en personlig favorit og jeg var svært begejstret og grebet af fortællingen fra start til slut.
