Skriv en kommentar
Det er næsten passeret ubemærket forbi, men på Netflix dukkede der i starten af denne måned en ny animationsfilm op på platformen. Ikke i nærheden af at være hypet, som gjaldt det en storsatsning med formodet Oscar-potentiale – altså en film, som skal sælge billetter. Hvorvidt Vivo, som den hedder, når ud til et stort publikum, ja, det vides ikke helt endnu. Jeg skal dog slet ikke afholde nogen, som læser disse linjer i at kaste sig hovedkulds ud i løjerne, for Vivo er faktisk en ganske glimrende af slagsen. Ikke mindst på grund af musikken. Og det siger jeg, der ellers bekæmper musicals med sølvkugler, hvidløgsranker og vievand.
Musikken er ganske enkelt fremragende, og der er vel nærmest ikke en genre, som ikke er repræsenteret. Vivo byder på alsidig lydentertainment med tekstmæssig substans. Det bliver aldrig klæg fløde, som genren ellers har for vane og ej heller bliver handlingstrådende overeksponeret og udvandet. Det er SÅ klædeligt. Bravo! Men ingen musiktilføjelse uden en værdig handling, og så sandt som det står her, så er omdrejningspunktet en sød og sørgmodig omgang. Uforløst kærlighed hænger i luften, når alderdommen må strække våben og en usandsynlig helt må træde i karakter, for at få et budskab videregivet langt væk fra centrum.
Vores hovedperson er den lille abelignende Vivo. Han er af racen kinkajou, som på dansk svarer til snohalebjørn, hvilket så igen ikke giver mening i forhold til hans ageren. Men ser man bort fra det, så har Vivo et hjerte af guld. På gaden i Havana, Cuba optræder Vivo sammen med den aldrende musikant Andrés. De har et unikt makkerskab og skaber glæde og positivitet for store og små. En dag modtager Andrés et brev fra sangerinden Marta, som Andrés kender fra sine unge dage. Andrés var nemlig hemmeligt forelsket i Marta, som siden forlod Cuba til fordel for chancen for at skabe en stor musikkarriere. Nu er Marta på afskedsturné og hun inviterer via brevet Andrés til at spille sammen med hende. Andrés kigger sin gamle støvede kuffert efter, og finder her en sang, som han i sin tid skrev til sin Marta. Aldrig har den været spillet, men nu er muligheden der. Andrés pakker og gør klar til at rejse til Miami, hvor Marta skal spille sin allersidste koncert. Glad og tilpas sætter Andrés sig og hviler i sin lænestol aftenen før afrejse. Det bliver desværre også her, at Vivo dagen efter finder Andrés livløs. Selvom sorgen er til at få øje på, så tager Vivo på egen hånd stafetten op, for Marta skal vide besked og også høre den særlige sang fra Andrés. Uventet hjælp får Vivo dog af Andrés’ niece Rosa og dennes datter Gabi, og hjælp er ikke en tosset ting, når rejsen til Miami er lang og farlig for en lille kinkajou.
Du må selv se, om det lykkes for Vivo at nå til Miami i tide. Dog kan jeg godt afsløre, at vi får nogle statusklip fra Marta før, under og efter Vivos afrejse. Ingen tvivl om at det altså lykkes for Marta at få skabt sig et navn, og måske af samme musikalske årsag er det altså også verdensstjernen Gloria Estefan, som lægger stemme til Marta. Du kender helt sikkert Gloria Estefan, hvis du opvokset i 80’erne. Hendes uforlignelige engagement i Miami Sound Machine affødte hits som ”Dr. Beat”, ”Bad Boy”, ”Don’t Wanna Lose You”, ”Conga” og ”Rhythm Is Gonna Get You”. En anden stemme, som du garanteret vil genkende er Michael Rookers hæse hvislen i rollen som den slange, der i den grad truer både Gabi og Vivo i junglen. Rooker er kendt fra produktioner som Cliffhanger, The Walking Dead, Days Of Thunder og Guardians Of The Galaxy. Apropos sidstnævnte, så dukker Zoe Saldana fra samme filmserie også op. Hende kender du også fra Avatar og Star Trek-filmene. Har du set His Dark Materials, så kender du også stemmen bag Vivo. Den tilhører nemlig Lin-Manuel Miranda, som var at finde i rollen som Lee Scoresby i HBOs hitserie.
Jeg kalder klart 4 stjerner frem til holdet bag Vivo. Det er befriende at se endnu en film med hjerte og smerte, inden at morskaben og vildskaben slippes løs. Karakterer, baggrund og miljø er dejligt animeret og har en detaljerigdom, så man slet ikke er i tvivl om, at man er ”on location” hvor end vores lille ”gang” befinder sig på rejsen mod Marta. Jeg håber, at Vivo når ud til den rette seerkreds, og du kunne sagtens være en af dem.
