Skriv en kommentar
Mød Thais, Lærke, Tobias, Sara, Joshua, Rasmus og alle de andre børn på Skovgården i Fuglebjerg på Sjælland. Ja, ærlig talt, det synes jeg, at du skulle gøre. Deres liv er nemlig ikke som så mange andre børns. Skovgården er nemlig det, som man i gamle dage kaldte et børnehjem – og i folkemunde vel stadig gør. Den officielle titel er dog skolehjem. Uanset hvad, så er det ganske befriende at komme med bag kulisserne på en virkelighed, som, trods en svær baggrund, giver så mange lykkestunder, som det er tilfældet.
I 9 afsnit a cirka 13 minutter følger vi børnenes dagligdag. Børnene har gennem dokumentaren her fået sin helt egen stemme, og der er kommet et kærligt portræt ud af. Fordomme og fejlagtige forestillinger om, hvad et ”børnehjem” er, og hvordan børnene har gjort sig ”fortjente” til at havne der, findes der sikkert nok af. Ulla Søes dokumentar i børnehøjde evner på en letfordøjelig måde at skildre de omstændigheder, som børn anbragt uden for hjemmet lever under. Og lad mig bare sige det, som det er. ”Vores Børnehjem” er helt umulig ikke at blive glad i låget af. Sikke en omsorg, kærlig omgangstone og frihed under ansvar, som dyrkes på Skovgården. Når nu børnene af forskellige årsager ikke kan bo hos deres forældre, så er Skovgården absolut det perfekte alternativ.
I en tid, hvor vi får spyttet bekymrende og urovækkende dokumentarer lige i fjæset, så er det altså en befrielse at være vidne til det faktuelle indhold, som ovennævnte unger skal navigere i. Nogle er udmærket klar over, hvorfor de ikke kan være hjemme hos mor og far. Andre ved det ikke. Nogle vil gerne tale om det. Andre vil ikke. Uanset hvad, så er savnet til at få øje på. Disse børn ved så sandelig godt, at det ikke hører til almindeligheden, at man er placeret uden for eget hjem. Deres savn er ganske oprigtigt. Det opleves i særdeleshed i afsnittet, hvor Thais fejrer fødselsdag på Skovgården, og hvor Thais’ mor, søster og mormor er med som gæster. Det bliver en eventyrlig dag med Thais’ livret, gode gaver og sjove aktiviteter. Han fejrer nærmest en fødselsdag, som det gængse danske barn – og derfor trykker det også lidt i hjertet, da familien triller fra Skovgården igen, mens Thais må blive der. Det samme indtræffer i afsnittet, hvor Skovgården inviterer til grillaften for forældrene. Her reagerer Lærke ret stærkt, da en hyggelig dag når sin ende og afskeden med mor skal tages. Vi ser også, når der opstår drillerier mellem børnene og vi ser også når skolefagene volder problemer, men først og fremmest, så handler ”Vores Børnehjem” i allerhøjeste grad om glæde, udvikling og menneskelig værdi.
”Vores Børnehjem” er bygget op omkring en tematik, begivenhed eller højtid for hvert afsnit. Hvert afsnit har også ét (eller to) af børnene i en hovedrolle. De skiftes lidt til at shine. Hvor er det skønt at se Lærke overvinde sig selv, da hun deltager i en trækketur på hest. Se også når Rasmus er én af de heldige, der får mandlen juleaften under ris a la mande-indtagningen. Se, hvem der vinder bedste udklædning til fastelavn. Og se også når Tobias når sit mål på motionsdagen. Der er simpelthen så mange perler, hvor børnene vokser - godt støttet af Skovgårdens fantastiske personale. De har ikke meget skærmtid og har heller ingen direkte stemme i dokumentaren, men alligevel ser man dem i perfekt balanceret kontakt med børnene. De er der når, der skal sættes hår til juleaften. De sminker til fastelavn. De løber med og opmuntrer, når kræfterne til motionsdag er ved at være brugt op. De læser højt, spiller UNO, leger fægtekamp, ja selv stedets pedel tager Thais under vingerne og lærer ham op i brugen af maskiner og elektronik. Man kan kun ønske sig at samtlige af landets 13.500 børn har lige så gode vilkår, som det er tilfældet her.
Sammen med Mette Mailand (producer) har Ulla Søe (instruktør) endnu engang skabt en fantastisk børnedokumentar med hjertet på rette sted. De stod også bag en personlig favorit, nemlig ”Klassekabalen”, men også ”Simons Danseskole”, ”Shanne og Veninderne” og ”Christian På Efterskole”. De evner om nogen at få forklaret forskellige børns forudsætninger på en lødig måde og med garanti i øjenhøjde for de anbragtes jævnaldrende. Derfor lander ”Vores Børnehjem” også som et lys i resterne af vintermørket, som en opmuntring for både børn og voksne seere. Derfor de allerkraftigste anbefalinger herfra.
