Skriv en kommentar
Tidligere på året, inden den store nedlukningen, fik vi en anden film med samarbejdspolitikken som omdrejningspunkt. Anders Refns ”De Forbandede År” var både bevægende og storslået og havde tilmed et nærmest ”Matador’sk” snit over sig. Men den var også af den mere klassiske skole Ift. opbygning og stil, især sammenlignet med netop ”Vores mand i Amerika”. Christina Rosendahl, søster til sangerinden Pernille Rosendahl, er instruktøren bag denne ambitiøse krigsfilm, og hun er lidt mere legesyg end Refn var ift. de æstetiske virkemidler.
Henrik Kauffmann lever det store jetsetter liv i Amerika, som ambassadør for Danmark. Her går hans diplomatiske virke fint i spænd med cocktailparties og en hed kærlighedsaffære med sin kones søster, men da Danmark d. 9. april bliver recipient for Tyskernes krav om øjeblikkelig kapitulation, hvilket fører til den danske regerings overgivelse, træder Kauffmann i karakter. Han nægter pure at overgive sig, og iværksætter en plan, uden den danske regerings accept, som skal besejre Hitler og dermed give Danmarks befolkning friheden tilbage.
Ulrich Thomsen er fantastisk som hovedpersonen selv, og han balancerer både rollen som presset diplomat og endnu mere presset ægtemand til perfektion. Han portrætterer desuden Kauffmann som en lige dele intelligent og kalkuleret gambler, der er villig til at sætte alt over styr for at opnå det bedste resultat for sit land, sin familie og måske i sidste ende – sig selv. Mikkel Bo Følsgaard er også stærkt spillende, som Povl Bang-Jensen, en trofast medarbejder til Kauffmann. Desuden må det nævnes at inklusionen af Franklin D. Roosevelt (Henry Goodman) og (en lidt for overdrevet) Winston Churchill er med til at give filmen et ekstra lag af troværdighed.
Filmen er desuden virkelig flot filmet af fotografen Louise McLaughlin, et navn som formentlig inden længe får et nyk op af karrierestigen. I det hele taget er der tale om en dybt professionelt iscenesat film med store armbevægelser, akkurat ligesom hovedpersonen selv. Eneste kedelige kritikpunkt er at den trækker flere scener i langdrag, hvor filmens ellers fine dynamik lider et knæk. Dog må man bare applaudere Rosendahls ambitioner på dansk films vegne.
