Skriv en kommentar
Oscar-nomineringerne tyder på der er tale om en film der imponerer og den antagelse er ikke helt forkert.
Johnny Cash har udsendt utallige plader og betegnes som en af vore tids store legender. Så selvfølgelig skal hans liv portrætteres på film. Det mener i hvert fald instruktøren, James Mangold, som gik i gang med grundstenen til et manuskript i samarbejde med selveste hovedpersonerne- Johnny Cash og June Carter. Parret døde inden selve filmen blev en realitet, men filmen, ”Walk the line”, om det musikalske par blev færdig.
Filmen omkranser kort Cashs barndom og derefter hans karrierestart og turbulente turnéliv. Filmen ender ved optagelserne af live-pladen ”At Folsom Prison” sidst i 1960’erne.
En voldsom hændelse i Cashs barndom sætter sine dybe spor. Han udvikler sig efter en tur i hæren til en følelsesladet sangskriver, der efter at have fundet sin sande identitet og stil indspiller en plade. Han ryger på turné med prominente navne som Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Carl Perkins og Roy Orbinson. Men Cash skiller sig ud. Hans musik udformer sig til at blive noget mere end bare teenage-rock n’ roll.
Turnélivet er hårdt og Cash påtager sig et pillemisbrug der fører ham ud hvor han ikke kan bunde. Han har, på trods af kone og børn hjemme, forelsket sig i den musikalske darling, June Carter, der er med på turnéen. En kærlighed der ikke er helt så ligetil.
”Walk the line” er ikke bare en film om en musiker og hans karriere, men samtidig også en smuk og storladen kærlighedshistorie. Filmen formår at blande disse to ting sammen hvilket gør filmen vellykket. Det er netop også det faktum der gør filmen bred, for om man er til Cashs musik eller ej vil historien gå rent ind. Filmen er en historie om en musisk legende, men kærlighedshistorien er omdrejningspunktet.
Joaquin Phoenix er et perfekt valg til rollen som Johnny Cash. Ikke bare ligner han udseendemæssigt så meget som han nu kan, hans stemme udvikler sig i løbet af filmens to timer og bliver mere og mere til den velkendte stemme. En ekstra detalje er at skuespillerne Witherspoon og Phoenix selv har indsunget vokalerne. De rammer ikke præcist, men det er bestemt en del af charmen ved filmen. Det er nærværende at skuespillerne indspiller stemmerne selv, hvilket som helhed forstærker de små detaljer. Det giver filmen mere liv og troværdighed.
Den anden hovedrolleindehaver, Reese Witherspoon, som spiller June Carter er bestemt værd at bemærke. Endelig får Witherspoon lov til at spille en rolle der kræver lidt mere end et amerikaniseret candy-floss udtryk, som i f.eks ”Legally Blonde”-filmene. Hun kan ikke løbe fra det faktum at hun har et udseende som naboens søde datter, men i ”Walk the line” får hun lidt flere egenskaber at rykke med. Hendes rolle har karakter uden at være irriterende eller for sød.
”Walk the line” har fået anmeldere og biografgængere til at klappe i deres små hænder af begejstring. Højst sandsynligt vil danskerne gøre det samme. Johnny Cash er en respekteret musiker og filmen er gennemarbejdet.
Filmen svælger ikke ved en situation længe nok til at man som publikum får nok. Der dykkes ikke ned i episoderne, men der skøjtes heller ikke hen over dem. Men der er uden tvivl nogle episoder der er undladt. Vi får nedture, druk og stoffer og smadrede omklædningsrum at se, men det er alligevel et poleret portræt af en stor stjerne. Han er ganske vist ikke en god ægtemand eller en tilstedeværende far, men den mand der portrætteres er ikke en mand som publikum hader. Tværtimod.
Den er ikke et mesterværk fordi den er for pæn i kanten. Men man får som publikum hvad man vil have og den vil uden tvivl imponerer biograf-gængerer.
