To rumvæsner fra en planet langt langt væk (på alle tænkelige måder) lander deres skib i udkanten af Los Angeles. De er på en frugtbar mission der, hvis de holder gejsten oppe, kan redde deres arts overlevelse. De er nemlig kommet til vores blå planet for at gøre så mange jordkvinder gravide, som overhovedet muligt. En mission der kræver sin alien, men heldigvis er vores to hovedpersoner mere end klar, og er begge veludrustede med lange tynde og tungeagtige forplantningsorganer stikkende ud af munden, og ballon agtige ”boller” der hvor menneskets ører normalt vil sidde.
De bevæger sig ud i storbyen, og snart får de bid. De beamer de let påklædte damer ud i deres rumskib, og her får de virkelig brug fra deres udholdenhed. L.A. er fyldt med villige og sexede kvindfolk, og inden historien når sin slutning, er der ingen tvivl om, at deres slægt vil blive bevaret lang ud i fremtiden.
Her er dømt "low budget 70s Sci-Fi softcore Grindhouse film" fyldt med tvivlsom Makeup, tåbelige effekter og kulisserne er simpelthen så dårlige, at man må bøje sig i støvet over, at man har kunnet taget noget som helst seriøst på denne produktion. Der er dømt kult fra start til slut, og er man til den slags, så vil Wam Bam Thank You Spaceman blive din nye ynglingsfilm allerede fra første frame.
Skuespillet er så jammerligt ringe, at selv ikke en veloplagt Dyanne Thorne kan trække op på gennemsnittet. Eller det kan hun faktisk lidt, idet hun jo er Dyanne Thorne. Hun er jo trods alt selveste Ilsa fra de berømte og berygtede exploitation film, og selvom hendes rolle i Wam Bam Thank You Spaceman er ganske lille, er hun stadigvæk super skøn. Bestemt et plus for produktionen, og naturligvis endnu et plus på kult-kontoen.
Er man fan af film lavet af Ed Wood, Russ Meyer eller legendariske Jack Hill vil man nok syntes godt om Wam Bam Thank You Spaceman, for denne ligger i klar forlængelse af hvad disse 3 herrer har kunnet fremvise i deres karriere.
Filmen findes også i en Hardcore version et sted ude i galaksen, men denne softcore kopi fra Another World Entertainment er uden tvivl lige så god, og er et must hvis man er til den slags film, der er så hjernedøde, at det rent faktisk føles som om, man mister hjerneceller imens man ser den. Det er ikke en film hvis indhold og jokes man griner af, man griner simpelthen af selve produktionen, og stiller sig selv spørgsmålet om hvordan hulen denne film i det hele taget kom op og stå. Den er noget nær det dummeste jeg har lagt øjne til (og de har ellers set lidt af hvert), men alligevel fascinerer den med din komplette uduligehed på alle fronter.
Wam Bam Thank You Spaceman er bestemt ikke for alle, men har noget af ovenstående fanget din interesse bare det mindste, er den bestemt værd at smide en krøllet hundredekrone seddel efter.
Ekstramateriale.
Der er intet ekstramateriale at finde på denne udgivelse, udover et ellers ganske udmærket trailershow for andre udgivelser fra Another World Entertainment.
Filmen kan nydes med Engelsk Dolby Digital 2.0 og i dens oprindelige Full Screen format.
Wam Bam Thank You Spaceman kan ses med Danske, Svenske, Norske og Finske undertekster.
Filmen blev venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.