Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er skønt med filmelskere, måske endda en kult af mennesker der elsker bestemte skæve genrefilm fx civilisationsundergangsfilm som Mad Max-filmene med en ung Mel Gibson som stjerne. Noget andet er, hvis den samme kult sætter sig for at skabe film indenfor genren. Man har ikke nødvendigvis filmisk talent, fordi man elsker film. Det må man sande efter at have set de seks kortfilm der under samleoverskriften ”Wasteland Tales” nu udgives på DVD. Filmene blev vist på en for de fleste mennesker ukendt filmfestival, MovieBattle Festivalen der afholdtes i København 2010 under overskriften post-apocalypse. Filmene er: “The Last Warrior” (Shaky Gonzalez); “Eastern Army” (Philip Th. Pedersen); “Connected” (Jonas D. Mouritsen); “I Barbari Del CPH” (David Sakurai); “Max Fury” (Jack Hansen); “Tutorial – How to Kill a Racist” (Solkongen).
Civilisationsundergangsfilm er en genre der næppe er fare for dør ud; vi mennesker bidrager til stadighed så rigeligt til dystopien. Men genren skal selvfølgelig plejes for se-værdighedens skyld. Og det betyder alt andet lige at manuskriptforfatter og instruktør m.fl udfordrer genren, ikke mindst dens allermest fortærskede klichéer. Fx har Lars von Trier med vanlig konsekvens ladet forstå at hans næste film ”Melancholia” som udgangspunkt lader Jorden gå under. Mindre kan vel gøre det for at fortælle en væsentlig historie om de overlevende på Jorden. I 2010 kunne man fx glæde sig over John Hillcoats stærke og dybt pessimistiske ”The Road”.
De mange unge mennesker bag wasteland-kortfilmene kan deres genre. Der spares ikke på økokatastrofer, action, blod og kannibalisme. Og alle har sikkert haft det rigtig sjovt, men man leder forgæves efter et plot, en billedside eller en skuespillerpræstation med talent. Et sikkert kendetegn på en films professionalisme er, om den er i stand til at tage sig selv alvorligt, dvs. at gennemføre en stil, tone, et plot der rækker udover genren. Måske med undtagelse af Shaky Gonzalez´ ”The Last Warrior”, der næppe kan skjule ironien med hårdtslående kvinder og Thomas Eje som den sidste mand i verden, er det ikke til at afgøre om filmene her egentlig vil andet end at dokumentere indsigt i genrens klichéer og stereotypier. Denne udgivelse burde være forblevet indenfor kultens egne rækker.
