Skriv en kommentar
We Bought A Zoo er vel i grunden en komedie, der forsøger at være mere end den er. Crowe forsøger at oplive et tyndt manuskript med sin fuldstændigt hæmningsløse brug af musik, heriblandt den islandske musiker Jónsi, hvis melankolske og sjælelige musik virker direkte kontrapunktisk overfor den solrige dyrepark, som vor ensidede hovedperson opkøber efter at have mistet sin kone. Den idylliske, feel-good funderede handling skriger efter mere drama i løbet af filmens 120 minutter (!), der jovist byder på enkelte grin og højdepunkter i form af den altid fornøjelige Thomas Haden Church, men som er indsukret i et pinagtigt kærlighedsforløb, hovedpersonens irriterende hellige og puritanske livsindstilling og dennes åh-så søde børn.
Det er i høj grad musikken der er hovedperson i Crowes film, men i We Bought A Zoo bliver det blot et fokuspunkt, der skal stjæle fokus fra det ikkeeksisterende drama. Musikken er også tilstede som centralt element i Crowes bedre film, herunder psycho-dramaet Vanilla Sky og hans semi-selvbiografiske Almost Famous, der fremstår langt mere overlegne i forhold til denne overlæssede og klodsede affære. Filmens største problem bliver simpelthen dens spilletid, der i sidste ende skal sammenbinde løse ender i en sukkerbombe, der er så sød at tilskueren må lukke sin (snorkende) mund, hvis vedkommende skal undgå karies.
Det hele trækkes altså i langdrag, og alle aspekter vedrørende sorgbearbejdelsen berøres overfladisk, og med eklatant brug af det oversentimentale Sigur Rós-nummer "Hoppipolla", hvor strygerne i dén grad serverer følelserne. Men må overgive sine egne følelser igennem filmens emotionelle manipulation, og man væmmes faktisk lidt over denne overdrevne brug af patos, der i slutningen kammer over i en klichefyldt forsoning imellem faderen og hans mørke søn, hvis tegninger forestiller afhuggede hoveder og skeletter. Det er simpelthen så stereotypt, at disse alvorlige temaer fremstår postulerede og faktisk lidt latterlige. Der er momentvis lagt op til en velfungerende komedie, hvor særligt scenerne imellem hovedperson og hans bror, glimrer igennem både velskrevne og underspillede momenter. Der er også Scarlett Johansen, som en altid bedårende galionsfigur, der desværre er bundet fast til et synkende skib af dårlige replikker og endimensionelle karaktertræk.
We Bought A Zoo er ufrivillig morsom, alt for lang og mangler Crowes visuelle musikalitet, som han tidligere har demonstreret, men nu syntes glemt til fordel for et behagesygt manuskript, der skulker alle virkelighedsfornemmelser i ren amerikansk sødme.
