Skriv en kommentar
En fredag aften efter husfest med sine heterokammerater, tager Russell (Tom Cullen) ind på en bøsseklub, alene og på jagt. Lige før lukketid samler han Glen (Chris New) op, men hvad der forventes at være nok et one-night stand bliver til noget andet og noget særligt. Gennem en weekend i barer og i soveværelser med fuldskab og stoffer, historier og sex, kommer de to mænd grundigt ind på livet af hinanden. Det er et kort møde men et, som vil give genlyd i hele deres liv.
Selvom Weekend er en “snakkefilm” går den ikke i tomgang med sludder om løst og fast. Gennem samtalerne afslører sig afgørende psykologiske kontraster mellem den risikosøgende Glen og den forsigtige Russell. Små og store, vigtige og uvigtige kløfter afslører sig på de to fyres tur gennem hinandens verdener. Jo tættere på de store livsvalg og jo mere livsfølsomt emnet bliver, jo stærkere bliver forskellene og jo mere smerteligt bliver dramaet. Og jo mere anes den store politiske verden i Russels lille forstadslejlighed.
Idet "Weekend" er en film om homoseksuelle, spiller spørgsmålet om Russel og Glens forhold til deres egen seksualitet også en vigtig rolle for deres forhold til hinanden. Hvor Russells stilfærdighed grænser til internaliseret homofobi, grænser Glens udadvendthed til det militante og aggressive.
Kløften udvides, idet talen falder på parforhold og igen er Russell ikke overraskende den blødeste af de to. Hvor han drømmer om en fast kæreste og ultimativt det familieliv, en forældreløs barndom har snydt ham for, afviser Glen trygheden, monogamiet og parforholdet som nok en heteronormativ institution - værdig til samme beskydninger, som de homofobiske unger udenfor Russells lejlighed.
Men størst og vigtigst afslører kløften sig i det, som Russell og Glen leder efter i og hos hinanden. Og det er her filmen hæver sig op på et unikt og ret loyalt plan overfor virkeligheden. Det også er her, at den gør mest ondt. Russels og Glens interesse i hinanden er ikke symmetrisk; den ene vil den anden mere end omvendt og gæt engang hvem, der vil hvad. Begærsforskellen mellem Russell og Glen er noget ganske andet, end den er i de fortærskede had-kærligheds-konflikter, som romantiske komedier udspyr på et samlebånd, der alligevel installerer kærlighed og forsoning i metervaren kort før udgivelsen. Forskellen er insisterende. Den afslører sig i og med at Glen får Russell til at indrømme, at han opfatter sig selv som mindre attraktiv end Glen, og den understreges ved at Glen gennemgående får serveretten i det forhold - spinkelt som det er - der dog får lov at udfolde sig gennem weekenden. Men Russell - sagtmodig som han er - er trods alt ingen dørmåtte, og hans ressourcer og initiativer kommer stille i spil i takt med, at Glen fremprovokerer dem.
Kurmageriet mellem Haighs hovedroller er sommetider en tyst vals og sommetider en halsbrækkende tango, hvor parterne hele ligeså ofte føler hinanden på tænderne som andre oplagte steder.
Kardinaldyden som Andrew Haigh frem for alt bestræber sig på med "Weekend" er ærlighed. Haigh udtrykker det i en nær dokumentarisk stil, med kornede billeder og nøgen lyd, men “Weekend” er som man aner meget mere end en æstetisk øvelse i kamera- og mikrofonholderi. Man mærker, at Haigh bestræber sig på at være aktivt spørgende, borende og nysgerrig - en ambition han frem for alt forløser gennem sine to ledende skuespillere, Tom Cullen og Chris New. Det er takket være deres nøgne og loyale portrætter af Russell og Glen, med alle de psykologiske nuancer hjertet kan begære, at vi for alvor kommer i dybden. Der er ikke det sted i filmen man som tilskuer ikke mener at vide, hvad Russell tænker eller hvad hans hjerte forsøger at skjule. Ligeså få tidspunkter er der, hvor man føler sig sikker på Glen. Dette er nok en kløft, og en som ikke bare illustrerer Russels hjerteskærende sårbarhed, men også indgyder den noget så grundigt i tilskueren. Og det er stor filmkunst.
