Skriv en kommentar
Med sin mesterlige analyse af den amerikanske kernefamilie i Happiness blev Todd Solondz anerkendt som en af de skarpeste independent instruktører i USA. Filmen blev hans helt store gennembrud og siden dengang har han lavet både Storytelling og Palindromes, der begge leger med fortællingen i filmen. Inden Happiness havde han dog lavet to andre film. Den første Fear, Anxiety & Depression og Welcome to the Dollhouse. Sidstnævnte havde dansk premiere i 1997 to år efter den blev lavet. Nu er den endelig udkommet på en DVD udgivet af det idealistiske nye selskab Criterion Film, der går efter kvaliteten i filmens verden.
Welcome to the Dollhouse vandt i sin tid Grand Prix på Sundance og blev hæderligt belønnet i Berlin, og det går meget godt i tråd med de ting, der normalt hædres på de kanter. Filmen har kostet sølle 800.000 $ at producere og på mange måder en ”lille” film. Men det er med film som med hunde. De mindste bjæffer højest.
Welcome to the Dollhouse er endnu et knivskarpt portræt af den amerikanske familie i opløsning. Denne gang er det Familien Wiener (der på engelsk betyder både pølse og pik) det går ud over. Filmen indleder med at vise det harmoniske og løgnagtige familiefoto, der viser en et forældrepar til tre meget forskellige børn. Den ældste Mark er mest interesseret i at overleve High School for at skabe en karriere igennem et godt universitet. Desuden spiller han klarinet i et band, der aldrig skal regne med at spille til andet end pauserne i den lokale bingohal. Efternøleren, Missy, er en yndig, lille prinsesse i balletskørt, der er omtrent ligeså terroriserende som en ældgammel og overforkælet indekat. Hun sladrer for egen vindings skyld og det går ud over det midterste i flokken, den kiksede Dawn, der af et godt ord bliver moppet af alle, hun kommer i nærheden af.
Dawn er hovedpersonen i fortællingen, og vi følger hendes desperate forsøg på at få en smule anerkendelse. Den kommer fra to steder. Det ene er fra sangeren i broderens band, der har så meget talent at han lige nøjagtig aldrig får et gennembrud, og som i øvrigt altid har hadet skolen. Dawn bliver håbløst forelsket i ham – men forgæves. Steve, som ungersvenden hedder, tænker med underlivet og med drømmene og stikker slutteligt af til New York med tasken fuld af håbløse drømme. Den anden er skolen skurk, Brandon, der konstant truer med at voldtage Dawn, fordi… ja fordi hun er grim. Det to finder dog sammen i et slags forhold, fordi de begge har forståelse for hinanden. Det er som sådan også den eneste forståelse filmens karakterer byder på.
Kulminationen på filmen er, da den yndige lille prinsesse og forældrene yndling, Missy, bliver kidnappet. Dawn drager til New York for at finde hende, dels fordi hun er delvist er skyldig i hendes forsvinden og dels fordi hun gerne vil vise sig som en art helt og det må ende uforløst – og det gør det også.
Todd Solondz viser allerede her i sin blot anden film, hvor bidende han styrer den svære kunst at være satirisk. Forstår man sig ikke på satire er filmen blot en banal familiehistorie, men for dem, der gerne vil udfordres i humoren er filmen et must. Han kan iscenesætte det groteske uden at det tager overhånd, og i Happiness lykkedes det ham at rendyrke sin stil i en grad, at man kommer til at føle med de på overfladen mest forfærdelige mennesker.
Han forstår i øvrigt også at finde skuespillere til sine film, som man kommer til at holde af på en meget besynderlig måde. I Happiness er jokeren den senere så berømte Philip Seymour Hoffmann, mens det i Welcome to the Dollhouse er skuespilleren Heather Matarazzo, der spiller den 11-årige Dawn. Hun er lige præcis så overspillet i sin nærsynethed, at det gør ondt at se det kejtede pigebarn vralte igennem denne ubehagelig historie. Skulle man have fulgt hende igennem hele puberteten, kunne man lige så godt have købt et stort glas med antidepressiver med det samme. Det er nærmest perfekt – og det er da også især hendes præstation, der holder filmen oppe på et ret højt niveau.
Bortset fra det holder filmen sin bistre tone hele vejen igennem, og der er ingen huller, som man desværre kunne finde i Storytelling og Palindromes, der måske har for travlt med eksperimenter. Welcome to the Dollhouse er Solondz næstbedste film. Happiness er altså for svær at overgå.
Criterion Film som har udgivet denne perle i en dansk udgave har lavet et ret lækkert cover, som i øvrigt også er et af deres varemærker. Det minder om en god bog i en lækker indbinding. Desværre er der ikke meget ekstramateriale på DVD’en som kan give ekstra information om amerikansk films enfant terrible. Spændende bliver det at følge Solondz i fremtiden. Han tegner en helt ny tone i amerikansk film, som efterhånden flere og flere efterligner. Han er stor, men kan blive en legende
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Criterion Film.
