Skriv en kommentar
Hvordan fortæller man om kvantemekanik og hjerneneurologi, så lægmand forstår?
Formidlingens kunst er ikke sådan at kimse ad, og de bedste dokumentarfilm formår at fascinere og oplyse på en gang.
What the bleep do we know? Er en ambitiøs film. Den vil fortælle om hjerneneurologi og om kvantefysik, og det vil den gerne gøre på en underholdende og illustrativ måde. Setup’et er således, at vi på den ene side har en mosaik af citationer fra en række forskere og tænkere indenfor området, analogt med dette følger vi en kvinde, der går rundt med eksistentielle kvaler.
De mange forskere, vi undervejs bliver introduceret for, virker som engagerede og veltalende folk, der gerne vil fortælle mere om de videnskabelige resultater og implikationerne af dem, men desværre er den cuttede stil svær at benytte, når det kommer til formidling af svære teoretiske og videnskabelige ting.
Den illustrative historie, hvor vi følger en kvindelig fotograf, Amanda (Marlee Matlin), der øjensynligt leder mest efter kærligheden eller en værdig partner, fremstår ved siden af ret pjattet. Iblandet kvindens historie er der desuden et flot skabt computerunivers, der skal illustrere kvindens indre liv og muligheder i den verden, hun bevæger sig rundt i.
I kvantefysik kan et objekt være flere steder på en gang, alt afhænger af sandsynlighed, og hvordan vi betragter verden. Således fortæller filmen, at i hjerneproesserne skabes hver enkeltes virkelighed. Det er derfor filmens pointe, at vi alle kan skabe vores egen identitet og virkelighed, som vi lyster, for i denne optik er den frie vilje given, om end al energi står i sammenhæng med anden energi.
Desværre virker dokumentarkonstruktionen meget friskfyr-poppet feel goodagtig på den ufede måde. Historien om Amanda bliver aldrig for alvor vedkommende, mens forskermosaikken blot bevæger sig i retning af den frie vilje og guddommelig sammenhæng, uden at vi rigtig kommer dybt ned i, hvad hjerneprocesser og moderne kvantefysik egentlig er. Nogle af forskerne virker ret interessante, men hver gang man er ved at komme tæt på en af dem, klippes der i filmens ånd videre til den næste i mosaikken. De fjorten forskere, der således danner filmens videnskabelige fundament, er ukendte i almindelig dansk offentlighed – Og det bliver helt klart et problem, når der hele tiden zappes videre til nye ukendte personer. Filmen er flot fotograferet og de computermanipulerede elementer er glatte og velskabte, men desværre forsvinder både den gode historie og den egentlige videnskab igennem denne form. Som seer føler man sig fortrængt fra at få stillet seriøse spørgsmål på en frugtbar og udfordrende måde, og man må i stedet søge, at lade sig guide med af det frelste filmflow.
William Arntz er hovedmanden bag filmen. Arntz har baggrund i en videnskabelig universitetsuddannelse, som han senere har søgt at blande med filmstudier. Arntz er også buddhist og vil her lade det videnskabelige, det filmiske og buddhistiske mødes i denne fortælling, om virkelighed og sammenhæng mellem al energi.
Filmen vises i øvrigt i originalversion uden danske undertekster, så det fordrer visse engelskkundskaber at se filmen, der jo består af en hel del snak. Filmen henvender sig således mest til det midaldrende spirituelt søgende publikum.
Folk, der finder videnskab og filosofi interessant og analogt med det, kæmper med eksistentiel søgen og jager en guddommelig kærlighed.
