Skriv en kommentar
Da jeg var barn pakkede jeg mig ofte ind i en fantasiverden, som var mere interessant end hvad de reelle omgivelser tillod. Dagdrømmeriet var aldrig længere væk, end at alt andet kunne udviskes og placere mig i selskab med vampyrer, blå rum-orker eller heltemodige Steven Segal-kloner. Alting kan finde sted i knolden på et barn, men efterhånden skubbes fantasien bagud til fordel for den voksne verdens forpligtelser. 'Where the Wild Things Are' minder den forældede hjerne om dette fristed, hvor fantasien kan vandre. Det gør filmen faktisk så godt, at det er en skam, at historien om Max og de vilde krabater kun spiller i en enkelt af landets biografer.
Max er en følsom og lidt balstyrisk skilsmisseknægt, der netop pakker sig ind i sit fantasifulde sind. Her finder han tryghed i en hverdag, hvor han overlades til sig selv af sin pubertetssøster og føler sig misforstået af sin mor. Dette kulminerer en aften i en flugt fra hjemmet, som munder ud i en fantasifyldt sejltur til en nærtliggende ø – beboet af en lille flok besynderlige vilde krabater. Af fare for at blive spist af disse, indvilger Max i at reagere over øen som konge, hvilket synes at være i hans favør. Han får nye venner iblandt de mærkelige skabninger, og på bedste barnlige maner afgør han undersåtternes stridigheder i leg med mudderkast og hulebyggerier. Desværre projiceres hans egne komplikationer sig hos krabaterne, og Max indser, at alting ikke er så nemt, når man prøver at bestemme.
Netop denne afbildning af Max’ problemer via hans fantasi er historiens støttesøjle, for dramaturgisk er selvsamme fattig på spænding. Heldigvis er karaktererne så velspillede, at søjlen formår at bære, og her må den unge debutant Max Records, som er navnebror med sin karakter i filmen, fremhæves for sin imponerende præstation. Følgelig har de medvirkende væsner så meget personlighed, at hele scenariet sluges råt, og deres børnebogskurante animation leder tankerne hen på Jim Hensons ’Labyrinth’ fra 1986 (ja, den med David Bowie som glamrock-skurk). Hvor Hensons animation beror på en magisk charme, så besidder de vilde krabater et ligeså betagende, men mere dystert og til tider skræmmende, sindelag. Derfor er ’Where the Wild Tthings Are’ ikke en børnefilm, men en fortælling om barndommen, hvorfor den bestemt heller ikke er en oplevelse for de mindste.
Det gør dog heldigvis filmen til en tankevækkende rejse tilbage til det indres glemte barn hos den voksne biografgænger. Om man har læst bogen bag eller ej, så er de vilde krabaters ø et af forårets interessante oplevelser, som også kan tåle et besøg af de lidt større børn.
