Kommentarer (1)
Plottet til Whiplash er sådan set simpelt nok.
Andrew (Miles Teller) vil være verdens bedste trommeslager og bliver derfor ovenud lykkelig, da han bliver en del af skolens bedste jazz big band under skolens bedste lærer. Dog går der ikke længe før den unge mand opdager, at det kræver både blod, sved og tårer at være den bedste, og at læreren (J.K. Simmons) ikke er bange for at fremprovokerer alle tre.
Hvordan det ender med at gå for de to, og hvad de begge erfarer undervejs, bør du se filmen og opleve. Fortællingen i sig selv virker ikke overvældende nyskabende, men præsentationen er fantastisk og helt afsindigt medrivende.
Miles Teller er perfekt som den stille dreng, der langsomt smedes til en fantastisk musiker, og et viljestærkt menneske. Men det er J.K. Simmons, der dominerer meget af filmen. Hvis vi skal fortsætte metaforen om at smede den unge mand, er han både smeden og hammeren der gør sit ypperste for enten at gøre Miles Tellers Andrew til den perfekte trommeslager, eller knuse ham undervejs.
Efter min mening er det ikke vigtigt, at det er trommer Andrew vil mestre. Det handler om ønsket om perfektion, og viljen til at hellige sig det mål, koste hvad det vil. Men nu når det handler om trommer giver det rig mulighed for at bruge musikken i filmen på en fænomenal måde. Selv hvis man ikke kan høre at det der foregår på trommerne er kompliceret, så er man ikke i tvivl, når det bliver kombineret med filmens visuelle side. At trommer er et fysisk hårdt instrument gør at blod og sved naturligt hører til.
Som det forhåbentligt fremgår er jeg virkeligt imponeret af filmen som en helhed, men jeg vil alligevel gerne fremhæve nogle detaljer. Først er rollerne fantastisk skrevet. Både Miles Tellers Andrew og J.K. Simmons musiklærer er nuancerede personer, der trods deres pladser i filmens narrativ aldrig er stereotype. Dette indtryk bliver naturligvis kun forstærket af de fantastiske skuespilspræstationer.
Introduktionen til Miles Tellers Andrew er både ordløs og visuelt simpel, men formår alligevel at give et nemt indblik i hvilken slags person han er. Og selv om han undervejs uddybes en smule gennem dialog, så forbliver det hans gerninger der beskriver ham bedst. Det føles aldrig generisk, og alligevel er det til at forstå hans motivationer og personlighed, selv når man er uenig med mandens valg.
Sidste ting jeg vil fremhæve er filmens finale, et 15 minutters klimaks der foregår på en scene med masser af musik. Ord er igen brugt sparsommelig, og det er i stedet handlinger og musik der dominerer fuldstændigt. Det er svært at beskrive præcis hvorfor, men jeg synes at det er en af de absolut bedste, og mest passende afslutninger på en film jeg kan nævne. Den scene alene er nok til at filmen er værd at se, og at resten også er godt er et herligt plus.
Helt igennem en fantastisk film. Dygtige skuespillerer der spiller intense, velskrevne roller i en visuelt effektiv film. Musik der passer tematisk såvel som teknisk støtter hele oplevelsen og finalen er en af de absolut bedste og mest intense jeg kan nævne i moderne film.
