Skriv en kommentar
Så er der igen nyt fra den Oscar-nominerede instruktør Noah Baumbach. Denne gang låner han igen Adam Driver, som det var tilfældet med Marriage Story. Rollelisten prydes også af Greta Gerwig og Don Cheadle, når der nu dømmes White Noise. Lanceret som Netflix’ store Oscar-contender, så om det denne gang lykkes for Baumbach at vinde en gylden statuette, tja, det må tiden vise. I første omgang skal filmen jo lige nomineres, og om det lykkes, er vi såmænd allerede klogere på senere på måneden.
Men hvad er White Noise så egentlig for en størrelse? Vi befinder os i 1984, hvor vi møder professor Jack Gladney, som underviser på College On The Hill. Det er ikke et hvilket som helst fag, Jack underviser i. Det er nemlig Hitler-studier og nazisme. Gift med konen Babette og med fire meget forskellige børn på bopælen. Heinrich og Steffie fra et af Jacks tidligere ægteskaber, Denise som er Babettes datter og så Wilder, som har både Jack og Babette som forældre.
Murray, en god ven og kollega til Jack, beder Jack om hjælp til at oprette en klasse i Elvis-studier. Ikke overraskende ender faget med at blive en direkte konkurrent til Jacks undervisning. Babette sysler i det skjulte med et nyt narkotika. Noget som Denise udspionerer en del på. Jack, Babette og Murray får dog helt andre ting at slås med, da en togulykke kaster en sky af kemisk affald ind over hele byen. En hændelse som forskanser hvert eneste familiemedlem i sin egen lille verden, og som foranlediger en påfaldende dødsangst. Familiedynamikken er pludselig vendt på hovedet, og en absurd komedie er skabt. Grotesk rammesat, men tilbage står vi med en ret, som er lige så uforudsigelig og dermed underholdende.
Jeg er vild med Gladneys lettere snobberi. Jeg er vild med det lokale indkøbscenters snorlige rækker af milimeterpræcist opstillede varer. Jeg er vild med de fire unger og deres indbyrdes tale og ageren. Jeg er vild med Jacks bortforklaringer i privaten, selvom han i sin profession er bundet af fakta. Et kugleskørt tidsbillede, som man sagtens kan tage ind, uagtet om man var til stede selv dengang, hvor det var normalt at sidde og slås med konvolutregninger. Min favoritscene over dem alle er dog den med familien samlet om spisebordet ved aftensmadstid, hvor Jack og Babette forsøger at negligere den truende kemiske sky. Medierne kalder den “Airborne Toxic Event” og udenfor hviner og hyler det med sirener fra udrykningskøretøjer og lidt efter går luftalarmen. Jack forsøger sig med rationelle samtaler centreret om Babettes evner ud i kogekunst, og forsøger dermed at besvare børnenes spørgsmål, bekymringer og forudsigelser. Det er vel for helvede ham, som er professor! Alvoren går først op for Jack, da alle i byen er skredet - lige undtaget ham og familien. Herfra opstår panikken for alvor…
Noah Baumbach har på herlig vis inddelt “White Noise” i små kapitler, hvilket letter overskueligheden på en fin måde. Gladneys prøvelser er nemlig langtfra ovre. Som en anden afart af Chevy Chase og hans Griswold-familie, så hutler Gladney-flokken sig afsted væk fra den kemiske sky. Det er både dramatisk og lidt uhyggeligt, men satiren ligger hele tiden og ulmer i hvert et løftet øjenbryn. Baumbach har skabt en 5-stjernet oplevelse.
