Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er utroligt forfriskende at støde på en komedie, der ikke er afhængig af latrinærhumor, en masse bandeord eller falde på halen humor, men faktisk præsenterer en intelligent og vittig film og god karakterdynamik. Sådan en film er Wild Target. Filmen er baseret på den franske film “Cible émouvante” fra 1993 af Pierre Salvadori. Jeg har ikke set den franske version, så denne anmeldelse vil heller ikke byde på sammenligninger. Victor Maynard (Bill Nighy) er en lidt excentrisk enlig 54-årig mand som arbejder som professionel lejemorder fra en familie af professionelle snigmordere. Matriarken i familien er Louisa Maynard (Eileen Atkins). Victor er ugift og efterlader derfor ikke en arving. Victor har aldrig misset sit mål og er meget respekteret for sit arbejde i lejemorderkredse. Kleptomanen og bedrageren Rose (Emily Blunt), sælger et falsk Rembrandt-maleri til den velhavende Ferguson (Rupert Everett). Da Ferguson opdager, at maleriet er falsk, ansætter han Victor til at udføre opgaven. Victor forsøger at udføre sin opgave, men flere ting gør, at han ikke kan ramme sit mål og i en parkeringskælder modarbejdes han af en uskyldig tilskuer Tony (Rupert Grint), som uden at vide det, og i hvert fald ikke med vilje, viser talent for faget. I en serie af sjove drejninger skifter Victor side og beslutter sig derefter at blive Rose og Tonys beskytter og så bliver jagten på dem alle 3 indledt af Fergusons håndlangere. Denne film indeholder det hele: et intelligent koncept, store forbrydelser, undertrykt homoseksualitet, seksuel naivitet og en Norman Bates-agtig mor. Historien er god og meget nem at følge, meget ligefrem, men også en smule forudseelig. Men selvom filmen er forudseelig er den langtfra at være kedelig, til trods for at plottet er meget simpelt. Med hensyn til karaktererne så er Bill Nighy fantastisk. I en af de ledende roller skildrer han den noget excentriske lejemorder Victor Maynard. Manden er meget karismatisk og på andre måder irriterende og besat af tvangstanker, som på andre kan virke irrationelle. F.eks skal alle ting på spisebordet stå i midten. Emily Blunt, i rollen som Rose, gør det også godt. Hun er selvoptaget og sexgal. Før hun går i seng med en mand spørger hun, hvad han vejer. Det virker som hendes scorereplik. Hun udvikler sig meget gennem filmen. Fra at være selvoptaget til at være mere tiltalende og ligefrem en elskelig figur. Men Rupert Grint, som de fleste nok kender fra sin rolle som Ron Weasley i Harry Potter filmene, får virkeligt et gennembrud i sin portrættering af Tony. Det er dejligt at se ham i en anden rolle end fra Harry Potter og i denne film træder han ud af den skygge. Hans figur udvikler sig gennem filmen og man holder mere og mere af ham. Det er godt at se den måde som alle 3 karakterer udvikler sig på filmen igennem. Man kan tydeligt se udviklingen og det pynter på filmen at karaktererne ikke er endimensionelle. Denne film er en nydelse fra start til slut, perfekt til en regnfuld søndag eller når du har brug for en god gang latter eller har behov for at komme i bedre humør på en problemfyldt dag.
