Willie Nelson And Friends: Angels And Outlaws er stablet sammen for at hylde den rødhårede med den karakteristiske stemme og de røde lokker. Den kendte Hollywoodstjerne og Willies gode ven, Jemes Caan, præsenterer stjernerne, der skiftevis entrerer scenen, for at spille med Willie.
Jah, hvad skal man så sige om denne DVD-udgivelse af en celebrity-koncert. Willies mange venner gør ham selskab på scenen for at spille deres og hans kendte sange. Det virker ret ustruktureret og lidt rodet selvom det jo nok er godt indøvet. Stjernerne kommer ind, lovpriser den rødhårede countrylegende og i fællesskab finder de en sang, de begge kunne tænke sig at synge. De fleste sange er normalt meget flotte sange, men de er mindre gode her. Det virker som om, at det vigtigste har været, at få samlet en masse stjerner, og så i mindre grad, at præsentere sangene på flotteste vis.
Willie er kendt for at smelte genrerne sammen og skabe sit eget musikunivers. Han har f.eks. også udgivet et Reggae-album. Reggae er blevet refereret til som Jamaicas Country, så det er måske ikke så langt et spring?
Bevares, det er da et flot og imponerende ensemble, og, Lord knows, Willie fortjener det da også, men man ville få meget mere ud af at købe hans cder eller en musik-DVD med blot ham. Willie er kendt for, at være en god ven og stille op til mange velgørenhedsengagementer. Derudover, er han én af de store outlaws af Country, som nu afdøde Johnny Cash også var det, der har været med til at berige genren betragteligt. Desværre har Willie Nelson lavet et utal af disse tribute-cder, der mildt sagt er svingende i kvalitet. Man skal vide hvor man skal lede i junglen, der er Willies mange forskellige udgivelser, og denne DVD er kun interessant for de allerstørste fans af manden og legenden. DVDen får 2 stjerner ud af 6.
Ekstramaterialet er i stil med koncerten. Vi følger musikerne, der nyder og hygger sig med hinanden. Et kamera følger stjernerne bag scenen og til prøverne. Udover at komplimentere hinanden og hænge ud, så får man absolut intet ud af denne flue-på-væggen-dokumentar. Ekstramaterialet får 2 stjerner ud af 6.
DVDen er venligst stillet til rådighed af
Playground Music.