Skriv en kommentar
Peter Colt er en 31-årig britisk tennisveteran på vej ned ad ranglisterne. Han er i gang med sit sidste Wimbledon og publikum kan knapt huske hans navn. Lizzie Bradbury er en ung fremadstormende amerikanerinde, der stadig har sulten og satser på at vinde mange majors i fremtiden. Dette Wimbledon er hendes første. De mødes tilfældigt og begynder med det samme at flirte. Peter begynder pludselig, mod forventning, at vinde nogle kampe i turneringen og de nyder hinanden, men Lizzies far er imod deres forhold, da det ødelægger hendes koncentration.
Instruktøren, britiske Richard Loncraine, har flere engelske TV-film bag sig og arbejdet med mange store britiske navne, som Jim Broadbent og Maggie Smith. Han har desværre ikke brugt den erfaring under indspilningerne til Wimbledon. Denne seer har ikke set hverken Notting Hill, Bridget Jones’s Diary eller Love Actally, men har en god idé om hvilken genre de tilhører. Wimbledon passer lige lukt i samme genre. Samme ligegyldige genre af småhyggelige film, der er lidt sjove, men også lidt alvorlige. Disse film må for alt i verden ikke være kontroversielle og der er stort set ingen karakterer, der er onde helt igennem. Der tages ingen chancer med en svær og indviklet historie, da målgruppen jo er alle, der kan krybe og gå. Filmen og den skrøbelige historie er i fokus og karaktererne er totalt blottet for dybde. Hvor må det da være utilfredsstillende at se sit navn på sådan noget bras. Lad os håbe at instruktørens næste film med Harrison Ford og Paul Bettany igen bliver bare lidt mere interessant, men man har sine bange anelser. Hr. Ford har heller ikke ligesom lavet superfilm de sidste mange år.
Tennisscenerne er realistiske ud og man kan se, at der er postet masser af penge i filmen. I smarte og pæne billeder, ser vi af og til boldens flugt fra dens synspunkt. Det ser også godt ud, men er fuldkommen uinteressant, da filmens andre scener er helt igennem anonyme og enkle. Det er tydeligt at se, at filmen overhovedet ikke vil sige noget nyt eller anderledes. Den følger en afprøvet og veldokumenteret formel for romantiske komedier af værste skuffe. Skuespillernes præstationer er egentlig uinteressante når bare de er sympatiske. Det er de selvfølgelig. Sam Neills overdrevne amerikanske accent betyder ikke noget for filmen som enhed, da bare han udfylder hans lillebitte rolle i filmen som den strenge far. Ham kan vi identificere os med og så er det som det skal være, og selvfølgelig er han ikke så hård som man skulle tro i begyndelsen. Egentlig kunne Paul Bettany og Kirsten Dunst nemt have været udskiftet med f.eks. Hugh Grant og Julia Roberts, som i Notting Hill. Der er ikke den store forskel på karaktererne eller hvordan skuespillerne spiller dem. Musikken er peppet op, så kan muntert følger med i Peter Colts op og nedture, men ellers er den uden nerve. Den skal jo også bare assistere filmen og peppe os op.
Der er ikke meget positivt at sige om Wimbledon. Hvis den ikke havde handlet om tennis og Wimbledon, havde denne seer måske lusket ud midt i filmen. John McEnroe og Chris Evert giver dog filmen lidt kolorit som kommentatorer under turneringen. Man er rimelig underholdt under tennisscenerne, men der er simpelthen for få af dem til at fylde en hel film! Alt dette rækker altså kun til 2 stjerner ud af 6.
