Skriv en kommentar
Manuskriptforfatteren som instruktør
Winter's Tale er Akiva Goldsmans instruktørdebut baseret på fantasy-romanen af samme navn af Mark Helprin. Goldsman kender man ellers som manuskriptforfatter af bl.a. Et smukt sind (2001) og de to Dan Brown filmatiseringer, Da Vinci mysteriet og Engle & dæmoner.
Efter sigende var Winter's Tale-projektet meget personligt og vigtigt for Goldsman, og to skuespillere, han tidligere har samarbejdet med, Russel Crowe og Jennifer Connelly er ombord.
Jeg undrer mig over hvordan dette projekt nogensinde er kommet forbi pitch-stadiet, men man går ud fra at dette er en af Goldmans darlings, som han ikke kunne dræbe, og at skuepillerne simpelthen gør ham en personlig tjeneste ved at være med.
Winter's Tale er nemlig en stor, fed fiasko.
Rigmandsdatteren, tyven og den hvide hest
Filmen finder sted i New York omkring sidste århundredeskifte, men det er et lidt andet New York end det virkelige. Der er en del flere dæmoner, pegasusheste og der er også en hel del mere lens flare.
Peter Lake (Colin Farrell) er en godhjertet tyv, der en dag bryder ind i en stor villa, som han tror er tom. Husets datter, Beverly (Jessica Brown Findlay, kendt fra Downton Abbey) er imidlertidigt hjemme, og fordi hun er døende og frygtløs, byder hun ham på te. De to falder lynhurtigt fra hinanden, og Peter tager med Beverly til familiens landsted for at være med hende indtil det sidste. Peter og Beverly jages af en dæmon ved navn Pearly (Russell Crowe med en latterlig irsk accent), som vil forhindre de to unges kærlighed i at skabe et mirakel. Pearlys chef, Djævlen (Will Smith!), giver ham gode råd med på vejen.
Historien fortsættes i 2014, hvor Peter stadig ikke er død, fordi han har endnu et mirakel at udføre, og det har noget at gøre med Virginia (Jennifer Connelly) og hendes datter. Gennem altsammen hjælpes Peter forresten af en magisk pegasus-hest, som normalt bor i stjernerne.
Meningsløst univers
Plottet lyder fjollet, men måske ikke mere fjollet end Stardust (2008) eller The Fountain (2006), som begge virkede på deres egne præmisser. Præmissen i Winter's Tale holder ikke en meter, da det magiske univers ikke underbygges af andet en åndet og sentimental snak om at blive til stjerner og finde sin skæbne gennem kærlighed. Man fornemmer, at der måske ligger en hel mytologi til grund for universet, som sandsynligvis udforskes og begrundes i bogen.
Et andet stort problem filmen har, er at kærlighedshistorien ikke er romantisk, dels fordi manuskriptet er så dårligt, og også fordi især Jessica Brown Findlay ikke er overbevisende. De muligheder der var for en god gang knaldroman-style romantik spildes, fordi alting tages for alvorligt.
Når først død, genopstandelse og kosmiske alting-er-forbundet tanker kommer på tapetet mister filmen fuldstændigt sin retning. Hvad betyder noget af det? Jeg er ligeglad, og det var en smertefuld oplevelse at blive siddende i biograften.
Sikke en gang oversentimental og fjollet spild af tid.
