Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
På en tredages bilrejse gennem den Australske vildmark, gør Liz, Kristy og Ben, stop ved et berømt meteorkrater ved Wolf Creek. Da de vender tilbage til bilen er dens batteri dødt og de er nu fanget i ødemarken. Heldigvis dukker den joviale Crocodile Dundee-klon Mick Tayler op og tilbyder de tre unge mennesker at trække deres bil hen til sin lejer nogle timers kørsel væk, hvor han kan reparere den. Nødtvunget tager de imod den tiltrængte hjælp. Mick virker som en man kan stole på. Det er han naturligvis ikke og snart er backpackerne fanget i et veritabelt mareridt af tortur, lemlæstelse og død.
”Det følgende er baseret på virkelige begivenheder,” starter filmen og fortsætter: ”Hvert år meldes 30.000 personer savnet i Australien. 90% bliver fundet inden for en måned. Andre ser man aldrig igen.” Og med Wolf Creek får vi nu tilsyneladende en forklaring på hvor nogle af dem bliver af. Sådan forholdt det sig også med Tobe Hoopers Motorsavsmassakren fra 1974 som Wolf Creek er åbenlyst inspireret af. Den var øjensynligt også baseret på virkelige begivenheder. Og at lave en historie om nogle unge turister der falder i hænderne på en morderisk galning og derefter påstå at historien er baseret på virkelige begivenheder, da den giver en mulig forklaring på hvor nogle få forsvundne turister er blevet af, er jo unægtelig noget af et postulat.
Men pyt nu med det. Det er et fint lille trick der sammen med filmen skal få os til at gyse, på samme måde som en dygtig tryllekunstners hjælpere himler op om, at nummeret med at skære sig selv midt over vist er gået frygteligt galt og at man nok bør ringe efter en ambulance.
Hvad selve filmen Wolf Creek angår, er den desværre lidt tung i gumpen. Hvor Hoopers film fra starten havde en både ubehagelig men især foruroligende undertone (selvom der alligevel gik lang tid inden gamle Leatherface dukkede op) der virker Wolf Creeks opbygning til de gyselige eskapader bare langtrukken og søvndyssende. Eneste antydning af at noget kan gå galt, er et par fordrukne bonderøves sjofle forslag til de to piger, men de er glemt igen så snart bilen ruller videre. Men da først trioen endelig vågner op til et møde med Micks sadistiske talenter tager filmen fart og viser sig som en både grum, blodig og effektiv lille gyser. Desværre kommer redningen en postgang for sent til helt at udrydde den følelse af kedsomhed der desværre har sneget sig ind, men det mareridtsagtige scenario formår alligevel at gøre et indtryk. Dette skyldes især den garvede John Jarratts præstation som den ”hyggeligelige” Mick Tayler men også Nathan Phillips, Kestie Morrasi og Cassandra Magrath gør et godt stykke arbejde som Ben, Kristy og Liz. Samtidigt skal nævnes en velkomponeret billedside, flot farvepalet og et til lejligheden glimrende score.
Da Wolf Creek havde dansk biografpremiere tilbage i marts 2006 gjorde den et hårrejsende (positivt) indtryk på en af vores anmeldere her på On-Z. Men hvad der virker i biografens mørke er ikke altid lige effektivt på den lille skærm derhjemme. Herfra skal gå tre fine stjerner til en udmærket og grum lille gyser, hvis eneste grund til et gensyn kun kan findes i filmens sidste halve times tid. Synd for outback-psychoen Mick Tayler at han kun har sølle tre teenagere at more sig med. Jason, Freddy, Leatherface og alle de andre, sneg sig dog ofte op på over et halvt dusin.
Og lad os så håbe at film som Wolf Creek, Hostel og andre af ”den nye generations splattere” ikke formår at afholde ungdommen fra at tage ud og udforske og lade sig inspirerer af, den vide og spændende verden. Psykopater, mordere og Al-Queda terrorister til trods. Thi kun hvis vi lader frygten spærre os inde har ondskaben vundet. Amen.
Ekstramaterialet får skam også sine tre stjerner for en gennemsnitlig omgang hvis styrke, modsat filmen, mere ligger i kvantiteten frem for kvaliteten.
Vi får en ca. 50 min. lang Making Of (…) der i bund og grund ikke fortæller særligt meget. På den anden side er der nok eller ikke så meget at fortælle om Wolf Creek. Dog ville jeg gerne have hørt lidt mere om arbejdet med splattereffekterne samt især baggrunden for postulatet om at historien skulle være baseret på virkelige begivenheder. Sidstnævnte bliver desværre ikke nævnt med et ord.
Dernæst følger et ca. 20 min. langt interview med John Jarrat der fortæller om sit arbejde med Mick Tayler karakteren, lidt om filmen og så igen om sit arbejde som skuespiller.
Slutteligt får vi tre slettede scener der alle savner instruktørens kommentarer, men i den ene ser vi Ben og Kristy i seng sammen, noget der uden anden forklaring bliver refereret til i den færdige film. Dette udløser derfor en mistanke om at Wolf Creek måske også lider lidt af manglende oprydning efter redigeringsarbejdet. Her kunne instruktøren lære noget af, at høre James Cameron fortælle om det at klippe scener ud af film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
