Skriv en kommentar
Wolfhound har hentet det meste af sin inspiration indenfor genren fra Hollywood (“Willow”, “Ringenes Herre” osv.), dog mikset med et lokalt islæt, gør den umiddelbart seværdig.
Plottet er den lille dreng der ser sin far blive nedslagtet og sin højgravide mor ligeledes blive spiddet ned. Hævnen stod sammen med tårerne ud af øjenene. Men først brændemærkes han som slave, og mange år efter lykkedes det ham at kæmpe sig fri, og stikke af. Hans navn er fra da af, Wolfhound (Aleksandr Bukharov), og hans færd styres af jagten på den arm, tilhørende den person der skar en betydelig gren af stamtræet over. Et skelethoved mærker denne hånd.
Han møder objektet for sin hævnsult igen, en nærmest mytisk kæmpe, og dennegang lykkedes det ham at hugge armen over på sin modstander, som tager flugten.
Wolfhound er bundet til sin mission at slå dette menneske/gud? Ihjel, indtil han møder skønheden, prinsesse Helen (Oksana Akinshina), og I hendes underskønne øjne ser han et nyt jobtilbud, at nedsætte sig som hendes tro væbner/bodyguard. Heldet I dette lægger i at hun er et yndet og nødvendigt mål for hans ærkefjende, hvilket bringer ham tæt på Wolfhound. Men noget kunne tyde på at de er opppe mod en overmagt også hvad magiske kræfter angår…
Som den første fantasy efter kommunismens fald, var der store forventninger da Wolfhound fik sin ilddåb, og succesen nlev hurtigt en kendsgerning, blot 3 uger efter premiere. Rusland har kavliteterne til at kunne matche de bedste indenofr genren. Desværre virker denne film ufærdig, rode tog forvirrende. Skuespillet er fortræffeligt, og ansigterne særdeles filmiske, men hele historien og opbygningen trækker virkelig tænder ud. Der gøres overdrevent brug af slowmotion i kampscenerne, hvilket tager dramatikken ud af det, og andre finesser undervejs bliver spoleret ved dårlig styring af kamera vinkel.
Filmens plot minder også særdeles meget om “Conan the Barbarian” som også måtte kæmpe sig ud af slaveriet, for at kunne hævne forældrenes død. Men det er jo set før I filmhistorien om store sammenfald.
Dens personskildring bliver aldrig rigtig vedkommende, ingen humor, ingen skarpe replikker, og selve historien er bygget på et væld af klichéer lånt hist og her. Men der er som sagt seværdige øjeblikke I filmen, der vidner om at genren, også snart får særdeles gode ben at gå på i Rusland.
Ekstra materialet er I modsætningen til selve filmen godt bygget op. mange fascetter møder man undervejs. Det uundgåelige interview med instruktøren Nikolai Lebedev omkring visualiseringen af filmen, hvor computer animationer har været en af “Wolfhound´s” nøgleposter.
Wardrope/klædeskabet tager filmens kostumer under kup.
Design på settet, opbygningen af byen, tegner et protræt om et særdeles ambitiøst russisk udspil, og hvor mange timer der har ligget i at få troværdigheden frem.
Falgermusen (som er Wolfhounds tro følgesvend), dresering og træning af denne/dem.
Tilsidst den traditionelle trailer til filmen.
4 stjerner til ekstra materialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision.
