Skriv en kommentar
“Wonder Woman” fra 2017 var det hit, som DCs cinematiske univers havde brug for. Efter en række kritiske skuffelser, kom DCEU endelig med en frisk og let oprindelseshistorie, der holdt fast i kernen af sin karakter uden de store armbevægelser og ambitioner. Filmen ville underholde, og det var netop hvad den gjorde. At slutningen gik overbord på samme måde som “Man of Steel” gjorde, da den søsatte de nye DC-film i 2013, gjorde ikke så meget, for resten fungerede til punkt og prikke. Takke være instruktøren Patty Jenkins kom DCEU på rette kurs igen, og “Aquaman” fulgte i nogenlunde samme spor derefter. Derfor er det vel ikke mærkeligt, at Warner gav netop Jenkins næsten frie tøjler til fortsættelsen - “Wonder Woman 1984”. Jenkins har dog ikke skrevet et manuskript siden 2003 med den fremragende “Monster”, men det er ikke svært at forstå, hvorfor filmselskabet satte al deres lid til hende.
80’erne ser noget af en revival for tiden. Tv-serien “Stranger Things” startede trenden og mange har siden fulgt efter. Den første “Wonder Woman” foregik under verdenskrigstiden, men Diana (Gal Gadot) ældes som bekendt ikke meget mellem den første film og “Batman V Superman: Dawn of Justice”, så at placere fortsættelsen i netop 80’erne giver mening af mange årsager. Her opdager hun et artefakt, der på magisk vis kan opfylde folks ønsker. På den måde kommer hendes tabte kærlighed Steve (Chris Pine) tilbage igen, imens forskeren Barbara (Kristen Wiig) får uanede kræfter og bliver mere og mere magtsyg.
At begynde at påpege, hvad der er galt med “Wonder Woman 1984” er lidt ligesom at tage en bid af en lort, og efterfølgende forklare om konsistensen eller smagen var værst. Efter en alenlang og ligegyldig indledende actionsekvens fra Dianas barndom, springer filmen frem til 80’erne - hvor endnu en alenlang og ligegyldig actionsekvens udspiller sig. På den måde skal man næsten en halv time ind i filmen, før plottet egentlig kommer i gang. Det værste er, at denne komplet ligegyldige halve time, er det bedste i filmen. Den første actionsekvens er et charmerende CGI-spektakel imens den næste udelukkende bruges til at cementere, at vi befinder os i 80’erne, og netop derfor har en energi og stemning, som resten af filmen mangler. Derfra bruges placeringen i 80’erne nemlig ikke til det fjerneste.
“Wonder Woman 1984” overstiger lige netop 2,5 time i spilletid. Når der samtidig ikke bruges et eneste minut på at udvikle filmens karakterer, og plottet er så spinkelt at jeg mistænker det for at have anoreksi, så er det altså mere end 1 time for meget. Det er samtidig yderst problematisk, at hvis man dissekterer plottets detaljer, så bliver vores hovedperson degraderet til voldtægtsforbryder. Intet er gennemtænkt, og filmen lever udelukkende på sine actionscener, som der da også er i overflod. De er bare alle så kolde og tunge, at fingeren sidder på fast-forward knappen fra start til slut.
Dét der virkede i den første film, virker heller ikke her. Hvor kemien mellem Gadot og Pine forsvandt hen, vides ikke, men de to er utroværdige og kedelige sammen i fortsættelsen. Den ellers ofte glimrende Wiig er ligeså enerverende, og de få højdepunkter i filmen ses hos skuespillere, vi ikke ser meget af - bl.a. Robin Wright og Pedro Pascal. Som nævnt før er det dog utroligt svært, at finde lyspunkterne i denne film, der i den grad dyster med “Suicide Squad” som den dårligste DCEU-film hidtil. Potentialet er der i begge film, men et eller andet sted, er der gået så meget galt i produktionen, at det kan undre, at man har udgivet disse film i de nuværende udgaver. Alt fra ide til manus til udførelse stinker.
