Skriv en kommentar
Jack Marcus (spillet af Clive Owen, kendt fra bl.a. Closer 2004, og Children of Men 2006.) underviser på en privatskole i Maine. Han har tidligere haft stor litterær succes, men nu slås han med et voksende alkoholproblem, og hans job hænger i en tynd tråd. Han er bekymret over at hans elever går mere op i jagt på en bestemt karakter, end i smukke skrevne ord. Han er bister og vred, og hele hans tilværelse er svøbt i skygger af trist gråhed.
Indtil kunstneren Dina Delsanto (spillet af Juliette Binoche, kendt fra bl.a. Blå 1993, Den engelske patient 1996 og Chokolat 2000) pludselig en dag træder ind af døren til lærerværelset som skolens nye kunstlærer. Hun går under kælenavnet Istappen, og det er ikke uden grund. Med en cool og skarpt afvisende attitude giver hun igen på Jacks belærende arrogance, uden at blinke. Han er solgt på stedet, og udfordrer hende omgående til kamp. Eleverne følger med, og hurtigt spiller hele skolen med på Jacks erklærede intellektuelle krig om hvilken kunstart der er mest udtryksfuld: ord eller billeder.
Words and Pictures er en komedie med mere på hjerte end en almindelig standart romantisk komedie. Faktisk minder den mere om en intellektuel kærlighedshistorie dyppet i sort humor og drysset med citater fra en intellektuel verden, end den minder om en egentlig romantisk komedie.
Replikkerne er mange og krydret med rigelige citater fra litteraturen. Alligevel flyder dialogen ubesværet, og man føler at man i Jack står overfor en mand, der virkelig er belæst. Som hans modpol leverer Binoche en karakter i kunstneren Dino som virker meget ægte. Binoche maler selv ved siden af sit skuespil, og måske bidrager det til at hun bliver så autentisk. Det er interessant at hovedparten af malerierne i filmen er malet af hende selv, og hun har efterfølgende sagt at filmen har været med at udvikle hendes kunst.
Det er samspillet mellem Owen og Binoche, som her spiller overfor hinanden for første gang, der er drivkraften i filmen. De mundhugges og kæmper, med stor fornøjelse, i et væk og kemien mellem dem er god. Hun mener på den ene side at ord ikke er til at stole på, og han mener på den anden side at ord er som små guder, der skaber og udtrykker verden. De udkæmper på den måde en kamp om hvorvidt det er mest rigtigt at et billede siger mere end tusind ord, eller om pennen er stærkere end sværdet.
Filmen er enkel at gå til og plottet er lige ud af landevejen, med et par enkelte sideplot om cyper-mobning og forholdet mellem lærer og elev. Men alligevel har den noget særligt over sig. Som tidligere litteraturstuderende kan jeg ikke lade være med at blive begejstret over den præcise og ordrige dialog, der fungere pokkers godt, og er noget af det bedste ved filmen.
Det lykkes for filmen med både ord og billeder at besvare spørgsmålet ”Hvorfor kunst?” med en ny tanke om hvorvidt man overhovedet kan udtrykke sig bedre gennem udelukkende ord eller udelukkende billeder, eller om man måske i vireligheden har brug for begge dele, for at udtrykke sig fuldt ud?
