Skriv en kommentar
Der findes næppe en succes i computerspilsverdenen, der kan måle sig med World of Warcraft. Det første spil kom i 2004, og Blizzard Entertainment, der står bag spillet, har formodentlig haft armene i vejret af ren begejstring lige siden. Antallet af spillere ligger støt på omkring de ti millioner (på et tidspunkt har der været 13 mio.), og mange andre spil i samme genre har forsøgt at vælte WoW af tronen, uden at det dog rigtig er lykkes. Den første uge blev der langet 2,3 millioner Mists of Pandaria over disken, og det vel at mærke før spillet blev udgivet i Kina.
Hvad får man så med denne fjerde udvidelse til World of Warcraft?
Det nye land, Pandaria, kan deles op i to. Et land, som éns pandaren-figur starter på (som level 1) og et land, som éns level 85-karakter starter på. Førstnævnte er som begynderområder i WoW er flest: Simple missioner, der gradvist bygger op imod, at karakteren udvikles yderligere. Her er der dog det helt specielle, at pandaren-figurerne (deriblandt den helt nye klasse, "monk") hverken er i Horden eller Alliancen til at starte med. De lever deres afsondrede og fredelige (men dog kung fu-prægede) liv om bord på en gigantisk svømmende skildpadde og tager derfor først senere stilling til, hvilken faktion de vil følge. Omgivelserne er smukke og bringer én tilbage til et romantisk billede af det gamle Kina.
Pandaren-figurerne signalerer et stilskift i World of Warcraft - de er en lille smule mere tegneserieagtige end ellers - og dermed går spillet muligvis hen imod at være mere børnevenligt. Det er der naturligvis delte meninger om. Det må også sige, at det kun er indtil, at pandaren-figurerne begynder at vise deres evner, at de er "for børn". Især den nye "monk class" har kampevner, som ikke tidligere er set i det her univers, og det er forfriskende. Forventet (især p.g.a. "death knight"-klassen i "Wrath of the Lich King" og de to nye klasser fra "Cataclysm"), men forfriskende. Dog er man kun om bord på skildpadden indtil man når level 11-12, og så er det ellers tilbage til de områder, hvor alle éns andre figurer har været før. Dét er kedeligt. Man kunne have ønsket sig, at éns "lille" figur var blevet længere i Pandaria.
Det land, som éns level 85-karakter bliver kastet ud i (bogstaveligt talt), har samme magiske og smukke omgivelser som begynderområdet. Musikken er fantastisk og dragende, men den halvromantiske stemning får handlingen hurtigt sat en stopper for. Man bliver kastet tilbage i den uendelige kamp mod den modsatte faktion (Horden eller Alliancen), og nu på et helt nyt land med nye evner, nye items og nye udfordringer (som er hårde, indtil éns gear begynder at følge med). Selve denne del af spillet mangler lidt i oplevelser, særligt set i forhold til de to nyeste expansions, hvor man blev overvældet af Northrends meget nordiske stepper og Vashj'irs mystiske land under havets overflade. Selvom Blizzard forsøger at kompensere ved at lave mange interessante filmsekvenser, som giver et bedre indblik i historien, giver det ikke helt det samme "sus" som man oplevede ved de andre expansions. Måske har man bare spillet for længe og er derfor blevet forvænt - men det kunne Blizzard nu også godt have set komme?
Alt i alt belønnes Mists of Pandaria med fem stjerner, for det er trods alt en god expansion, som lever op til de fleste forventninger. Pandaria har masser af både historie og underholdningsværdi, og der er helt sikket meget spilletid for dem, der stadig hænger på. Den sidste stjerne mangler simpelthen, fordi de to sidste expansions og måske især Wrath of the Lich King i langt højere grad havde følelsen af - nå ja - wow.
Der er ingen tvivl om at Blizzard har tænkt sig at holde liv i World of Warcraft indtil deres nye MMO lanceres. Spillet har kodenavn Project Titan, men hvad det handler om og hvornår det udkommer, står hen i det uvisse. Så mangler vi bare, at se om WoW kan holde fast på tronen, mens vi venter.
Spillet er venligst stillet til rådighed af Blizzard Entertainment
