Skriv en kommentar
”Det er en katastrofefilm!”
Filmen følger FN-udsendingen Gerry Lane (Brad Pitt), der igennem 116 minutters skærmtid bliver udsat for lidt af hvert. Han flyver et Herculesfly, han adopterer en mexicansk dreng i sin familie, han redder sin datters astma og han bliver bæltefikseret på et hospital i Wales. Det er meget, når éns primære objekt er at redde verden fra de udøde (læs: zombier). Om det lykkedes Gerry skal selvfølgelig ikke afsløres her, men man fornærmer ingen ved at sige, at spænding/udløsnings-forholdet er det primære i en film, hvor alt andet halter. Alt fra manuskript til musik er bygget op til næste spændingsmoment. Den præmis er man klar over, så derfor ærgrer det, at instruktør Marc Forster (eller hans Hollywood-overordnede) presser flere temaer ned over en film, der gør sig bedst som banal.
Det er den klassiske hjem-ude-hjem fortælling, der fører Gerry rundt i verden. Gerry står som den moderne westernhelt, der med intellekt som våben, og af og til en økse, drager ud på en farefulde mission, mens konen/kvinden venter hjemme sammen med børnene. Mænd trives jo som regel bedst i kamp. Kvinder gør sig åbenbart bedst som symbolet på hjemmet og det trygge, der i filmen er et hangarskib. Pitt er filmens ubestridte centrum, hvilket han slipper ganske godt fra. Han er trods sine 50 år stadig vanvittig "easy on the eyes" og man fornemmer, at det er en Hollywood A-listeskuespiller. Man vil tro på hans blå øjne, og det gør man. Han får det bedste ud af sine skabelonreplikker, og i det hele taget kan Pitt, som få andre (Tom Cruise, Will Smith, Robert Downey Jr.), bære en kassefilm igennem alene. Pitt er ikke set bedre end i roller som kogehovedet Floyd i True Romance eller canadian tux-lover boy JD i Thelma & Louise, men i World War Z er det i høj grad hans skyld, at man bilver siddende solidt i sædet.
Verden som scene bliver understreget i filmens indledning og afslutning med vi-er-allesammen-i-samme-båd-tematiske optagelser, der virker lettere kvalmende. World War Z skriver sig ind i en tradition, der måske bedst er set i Roland Emmerichs Independence Day, hvor amerikanerne med understreget udenlandsk hjælp redder verden. Der er langt fra Forsters gennembrudsfilm Monsters Ball og Finding Neverland! Han har smidt den intuitive melankoli i skraldespanden og erstattet det med hård action, zombier og lettere overfladiske temaer som medmenneskelighed, empati og sammenhold på tværs af farve og landegrænser. Kampscenerne mangler præcision og bliver ofte kaotiske, til gengæld har sminkører, kostumedesignere og specieleffektfolk hjulpet Foster til at lave flotte nærbilleder såvel som helikoptersyn af frådende mængder zombier.
Filmen er lavet efter et bogforlæg af samme navn fra 2006. Til pressen blev der understreget, at forlægget og udgiver anser filmen for at være en katastrofefilm – ikke en zombiefilm. Men for dig som endnu ikke er blevet træt af zombiefilm/serier/bøger kan jeg sige: bare rolig. I virkeligheden kommer filmen måske et par år for sent og det virker som en surfer, der ikke ramte bølgen. Selvom det er en film, der glemmes hurtigt, bliver man godt underholdt, så længe det varer.
Derfor gives der én stjerne for den underholdningsværdi filmen trods alt tilbyder samt halvanden stjerne til den altid glatte Brad Pitt. Med to-en-halv stjerne rundes der op til tre.
