Skriv en kommentar
Fox’ X-men univers har haft sine op – og nedturer. I den stærke ende af skalaen ligger film som de første to, ”X-men: First Class”, ”X-men: Days of Future Past”, ”Logan” og selvfølgelig også metamonsteret ”Deadpool” og hans to film, hvis man tæller dem med i samme univers. I den mindre succesfulde ende finder man ”X-men: The Last Stand”, ”X-men: Apocalypse”, ”The Wolverine” og ”X-men Origins: Wolverine”. I modsætning til Disneys MCU, så er dette filmunivers desværre også berygtet for nogle vanskelige tidslinjer og er endt med at blive lidt af en rodebunke. Simon Kinberg debuterer som instruktør, og er ligeledes medforfatter, til nummer to forsøg på en adaption af den elskede X-men storyline, ”Phoenix-sagen” (den første var ”The Last Stand”), og til trods for at der er adskillige problemer med filmen som helhed, så kæmper folkene bag den en brag kamp for at gøre ”Phoenix-sagaen” retfærdighed på det store lærred.
A Phoenix rises
”X-men: Dark Phoenix” fungerer som en efterfølger til ”X-men: Apocalypse”, hvor flere nye karakterer, inklusiv hovedpersonen i denne installation, Jean Grey, blev (gen)introduceret. Menneskeheden er begyndt at respektere mutanter for første gang nogensinde, og Professor Xavier og hans X-men nyder en tilværelse som helte, der tilmed jævnligt får tjenesteopkald fra selveste præsidenten. Eric Lehnsherr/Magneto har tilmed slået sig ned som leder af et Christiania-agtigt fristed for mutanter på en ø. Da en rumredningsmission ender galt og udsætter Jean for en mystisk og meget kraftfuld energikilde, begynder hendes kræfter at løbe løbsk. Samtidig har Professor Xavier skjult en del af hendes fortid fra hende, hvilket forstærker hendes forhold til den nye kraft yderligere.
Uforløst potentiale
Simon Kinberg, der med ”Dark Phoenix”, har været involveret i fire X-men film, springer altså her ud i sin instruktørdebut – noget der resulterer i en blandet cocktail. Filmen balancerer flere punkter, som ikke alle forløses på en succesfuld facon. Bl.a. tonen i filmen lige en tand for mørk, at det, til tider, bliver for selvhøjtideligt. En film som ”Days of Future Past” og naturligvis dette års ”Avengers: Endgame” er et godt eksempel på, hvordan man både kan inkorporere drama i en superheltefilm, uden det bliver for klistret og påtvunget. Manuskriptet har også sine problemer undervejs, specielt når effekterne overtager styringen i filmen, og selvfølgelig kommer vi ikke uden om diverse genre – og franchiseklichéer. Når formskiftende aliens kommer til jorden for at få fat i en kraftkilde, de kan bruge til deres egen fordel, så begynder alarmklokkerne at ringe. Det bliver alt for hurtigt gammelt vin på ny flaske. Selv slutningen på en så ikonisk superhelteserie, hvad der også kan betegnes som begyndelsen på Disney/Marvel’s integrering af X-men i MCU, ender med at føles flad og skuffende ift. hvad man blev lovet af promotionen af Fox.
Stærke præstationer
Men skønt ”X-men: Dark Phoenix” mangler en del i forhold til både nytænkning og velskrevet dialog, har den gudskelov et stjernespækket cast, som byder ind med et par stærke præstationer, det svage manuskript til trods. Sophie Turner, AKA Sansa Stark, er som Jean Grey/Dark Phoenix både rørende sårbar og ekstremt kraftfuld. Rollen indbyder også til stærkt skuespil, da Jean Grey er en af de mest kompleks karakterer i hele Marvels superheltekatalog. James McAvoy, som Professor X, og Michael Fassbender, Magneto, viser her, hvorfor de er nogle af de mest eftertragtede skuespillere i øjeblikket, og deres kemi er ligeså overbevisende som Patrick Stewart og Ian McKellen’s var i de originale. Jessica Chastain’s talent bliver dog fuldstændig spildt på en overflødig og endimensionel karakter, og Evan Peters version af Quicksilver får desværre alt for lidt skærmtid med tanke på hvor fantastisk castet han er.
En slutning og en begyndelse
”X-men: Dark Phoenix” slutter altså en, overordnet set, succesfuld æra af i form af Fox’ X-men (”The New Mutants” kommer stadig næste år, men er med en række nye mutanter) med et ikke helt overbevisende eller tilfredsstillende punktum – nu er bolden så Disney’s halvdel.
