Skriv en kommentar
KØB SPILLET HER
Alt fra tegneserier og tegnefilm til de egentlige spillefilm samt spil omhandlende de kære X-Men har altid været svingende i kvalitet. Udgangspunktet er dog glimrende, og åbner op for en masse debat, hvor temaer som evolution og racisme ledsages af en overordentlig omgang underholdning, hvor gode og onde mutanter bekæmper hinanden med deres unikke superkræfter. ”X-Men: Destiny” er det seneste spil i rækken på en franchise som de fleste efterhånden er bakket væk fra. Det er nemlig et stykke tid siden, at et godt X-Men spil ramte markedet, og efter ”X-Men: Destiny” ser fremtiden dyster ud.
Udgangspunktet i spillet fejler ingenting. Man vælger imellem 3 personer, vikles ind i en historie hvor de såkaldte purifiers umiddelbart er skurkene, og herfra vælger man så igennem en række situationer, om man bakker op om X-Men eller Brotherhood. Vi befinder os i en tid, hvor Professor X er død, og hvor mutanter nærmer sig en accept generelt i samfundet, men der er altså en gruppe mennesker som gerne vil mutanterne til livs, da de ikke anser dem som mennesker. Disse purifiers dukker op fra starten af, men under en katastrofe er det sikkert, at en anden styrer kampens gang.
Allerede fra første øjekast dukker spillets fejl og mangler op. Spillet udspiller sig hovedsageligt som en slags third person hack and slash uden den store udvikling, og fred være med det. Problemet er spillets begrænsning, styring og mangel på ambitioner. Spillets baner er ufatteligt lineære. Et minimap viser meget nøjagtigt, hvor man kan gå hen, og herfra styrer man så bare lige ud, da man ikke har muligheden for at udforske noget som helst. Styringen giver såmænd fint nok mening, men det er ufatteligt kedeligt konstant at udføre de samme angreb, for selvom man kan samle point, og opgradere ens kampsystem samt evner, så er det altid de samme kombinationer der konstant holder en i live. Hertil kommer spillets mangel på ambitioner. Fra første øjekast kan man se, at grafikken er nærmest antik, og man er aldrig i tvivl om, at det sagtens kunne være lavet ligeså flot på den gamle Xbox. Stemmeskuespillet er meget oplæsende, og lyddesignet mangler bund og udvikling. Idéen om at kunne vælge side er skam glimrende, men selv dette er elendigt udført. Dette gøres ved konstant at skulle foretage meget simple valg mellem to karakterer, der hver især har en mission til dig. Dog bliver man ikke gjort opmærksom på, om karakteren der taler til dig er fra X-Men eller Brotherhood, men selv uden kendskab til disse, er man altid nogenlunde sikker på, hvilken side hver karakter hælder til.
”X-Men: Destiny” er forudsigeligt og kedeligt. Man gør det samme igen og igen igennem baner med alt i alt få timers spilletid. Der er tre sværhedsgrader. Jeg valgte som altid den i midten, men selv den var alt for nem, så jeg anbefaler enhver der vil give sig i kast med spillet, at snuppe det sværeste niveau, så man kan få blot lidt udfordring ud af spillet. Som helhed er det trivielt at spille igennem, men på trods af de mange fejl og mangler, så kan man dog til nød godt holde spillet igennem, og netop derfor holder spillet sig med nød og næppe lige over bundkarakteren. Med det sagt er det nok det værste X-Men spil, jeg har prøvet til dato.
