Skriv en kommentar
Tilsyneladende er 10 år ikke så længe, som man behøver at vente, før man kan genstarte en franchise igen. Den første X-Men film kom i 2000 og er efter min mening stadig en af de bedste superheltegenren har at byde på. Den blev fuldt op i 2003 af X-Men 2, en film, der kiggede dybere på rollerne fra den første film og samtidig præsterede at præsentere endnu mere fed action end den først film. Begge disse film er instrueret af Bryan Singer og er tydelige beviser på, hvor god han er til, at håndtere ensemble film. Hans evne til at lade nogle enkelte roller lede filmen, og samtidig befolke den med rigeligt af andre interessante karakterer er desværre noget, som mange instruktører kunne lære noget af.
Både X-Men 3 (X-Men: Last Stand), X-Men origins: Wolverine, og den nyeste film i X-Men kollektionen, har et rod af roller den ikke ved, hvad den skal gøre med. Der er nogle hovedroller, nogen der får markant mere tid end andre, men ofte virker det så næsten som om, at de ikke får nok tid. For First Class kan noget af problemet helt sikkert være, at alle er helt nye overfor hinanden. Det er en del af konceptet, at ingen kender hinanden til at starte med, men det får desværre den effekt, at der er utroligt meget opbygning, der slet ikke er plads til. Muligvis kunne man have håndteret dette bedre, hvis man havde begrænset antallet af mutanter, der skulle introduceres. Specielt siden det færdige resultat har mindst fem mutanter, der godt kunne være undværet. Disse fem, lidt ligesom mange i Last Stand, bruger mest energien på, at bekæmpe hinanden mens de vigtige kampe bliver udkæmpet mellem de større roller. Der er selvfølgeligt elementet af, at dette er ment som starten på en serie af film, men det virker som en svag undskyldning for de dårligt brugte karakterer.
Men med den kritik af vejen kan jeg finde noget af det, jeg kunne lide. Jeg er stor X-Men fan, og har altid syntes, at Magneto er en fantastisk skurk. Ikke nok med han er mægtig, han virker også altid som om, han var født med kapaciteten for godhed, men mistede den ved at blive smidt i Kz-lejr, som barn. Det er også, til stor del det denne film handler om. Magneto kæmper mod sine indre dæmoner og sin hævnlyst, mens Charles Xavier forsøger at styre ham på rette kurs. Når så disse to bliver spillet af så eminente unge mænd som skuespillerne Michael Fassbender og James McAvoy, så er der virkeligt potentiale. Der bliver ikke brugt så meget tid på deres venskab, hverken on- eller offscreen, men den smule der er, virker og finalen på det hele fungerer fantastisk.
Noget af tiden drukner filmen i unødige computereffekter, men der er specielt et par fantastiske action scener, der gør rigtigt god brug af dem. Dette koncept er lidt hvad også beskriver resten af filmen. Der er nogle gode følelsesmæssige øjeblikke, men desværre også en del uduelige/unødige øjeblikke.
Jeg synes, at filmen var god underholdning og generelt kompetent lavet. Det skuffede mig lidt, at det ikke var alle action scenerne, der var lige spektakulære. Specielt taget i betragtning at det er instruktøren Matthew Vaughns “Kick-Ass”, som står bag. Alt skuespillet var godt, men desværre alt for mange roller, der ikke havde noget kød på sig. Og så ærgrer det mig nok en smule, at denne film ikke er “X-Men origins: Magneto”, som nok havde været en lidt mere begrænset, og derfor bedre, film.
Jeg er fan nok af X-Men til at sætte pris på filmen, men ikke fan nok til at sætte pris på den overflod af ubrugte mutanter, som befolker den. Heldigvis er det gode godt nok til, at overskygge det spildte potentiale, der indimellem skinner igennem. Og filmen er skam spektakulær nok, så hvis det er underholdning med massere af action, du søger, så er den ikke et dårligt valg. Ville bare ønske at der måske var brugt lidt mere energi på karakterer, og lidt mindre på dårlig computeranimeret blå pels.
