Skriv en kommentar
To brødre, Logan og Victor, er mutanter. De har særlige evner til at regenerere sår og dele af deres krop kan bruges som våben. De er udstødt af samfundet og vokser op på den eneste måde de kan: kæmpende side mod side i krig efter krig. De synes uovervindelige, og selv da de bliver henrettet for en krigsforbrydelse er den afmålte reaktion “Det kildede lidt”.
Millitærmanden William Stryker ser en god mulighed i at have et par nærmest udødelige dræbermaskiner på sit særlige hold af folk, og rekrutterer brødrene til at arbejde for sig. Men brødrene vokser fra hinanden og holdet falder fra hinanden.
Logan starter på et nyt liv, og det går som det skal indtil den dag hans fortid haler ind på ham. Nu må Logan i gang med at gennemsøge sin fortid for at få sin fremtid for sig selv.
X-Men blev skabt som tegneserie af Stan Lee og Jack Kirby i 1963. Tegneserien kører stadig sideløbende med animationsfilm, computerspil og altså også X-Men filmene. Wolverine er således den første “origins” film i en mulig serie på mange.
X-Men havde succes i 2000, mens X2 (2003) og X-Men: The Last Stand (2006) fik blandede men acceptable modtagelser fra publikum og anmeldere. Så hvorfor ikke bryde X-Men op i enkeltpersoner og vupti, så har man et væld af filmmuligheder der får James Bond og Olsenbanden til at ligne miniserier ved siden af. Der er over 100 X-Men, så hvorfor ikke bare starte fra en ende af?
Gavin Hood er en forholdsvis ny instruktør. Han har for nylig instrueret Tsotsi og Rendition og X-Men Origins: Wolverine er hans sjette spillefilm som instruktør. Og det lider filmen under.
Figurerne er lidt for meget tegneserie og har generelt for lidt dybde. Der er masser at hente fra skuespillerne, men det er lidt som om Gavin Hood ikke har kunnet hente det helt store frem. Og det er en skam at se gode figurer som Gambit og Deadpool forblive uinteressant fyld uden videre betydning for plottet.
Hugh Jackman spiller kraftfuldt og selvbevidst, men igen hér er det som om de bedste kvaliteter mangler. Der er masser af dybde i figuren, men hverken dialog eller instruktion tillader det at komme frem. I flere scener er dialogen så passiv og kliché at man helt mister fokus.
Effekterne i en film som Wolverine er vigtige. Der er et vist naturligt pres på en film hvis hovedpersoner har nærmest magiske evner. Men når effekterne ikke er ordentligt gennemført, synker man lidt sammen i biografsædet og begynder hurtigt at kede sig.
Da Deadpool, en af de mest uhyggelige mutanter ankommer i handlingen, er det decideret pinligt at se ham styret af en parodi på et computerinterface der modtager kommandoer som “Engage”(Aktivér) og “Decapitate”(halshug).
Det er en skam at se superheltefilmen tage flere skridt tilbage efter bl.a. Batmanserien har vist os at både super-helte og -skurke kan have personlighed til overmåde, kæmpe med deres indre dæmoner og føles menneskelige uden at blive kedelige. Netop den indre kamp er jo et gennemgående tema for X-Men tegneserien.
Wolverine er set frem til af mange fans. Og det er beklageligt, for filmen er på ingen måde nyskabende og slet ikke tro overfor tegneserierne.
