Skriv en kommentar
Det måtte jo ske før eller siden. De to første film i X-Men universet var glimrende i stort set alle aspekter og præsterede at fortælle spændende historier om interessante karakterer, uden at lade de storslåede effekter og det flotte glanspapir overskygge pakkens reelle, menneskelige indhold.
Exit Bryan Singer, entre Brett Ratner.
I løbet af kun 104 minutter lykkedes det for den evigt håbløse Ratner, der af gud ved hvilken årsag er blevet tildelt ”The Last Stand”, at forkludre alle de ting der placerede Bryan Singers to film blandt de klart bedste tegneseriefilmatiseringer nogensinde.
De hele starter ganske fint og i fin forlængelse af X2, men efter ganske kort tid begynder det at gå galt. Udgangspunktet for X-Men 3 er den ellers ganske interessante situation hvor menneskelige forskere har fundet hvad de kalder en kur mod mutanterne – en slet skjult endlösung. Vore brave muterede helte står overfor moralske valg og menneskelige implikationer af dimensioner, men skal vi tage os tid til at fordybe os lidt i det? Næ nej, folkens! Der skal effekter på bordet og i stedet for at koncentrere sig blot en smule om at skabe en film med fortidens interessante karakterer eller plotmæssig sammenhæng i øvrigt, så klasker Ratner og forfatterholdet den ene parallelhistorie efter den anden ind og kondenserer det hele til en stribe af flotte, men usammenhængende actionsekvenser. Den ventede Phoenix historie dukker op, et trekantdrama blandt nogle af de unge, uinteressante figurer og en eller anden usigeligt overflødig historie om den nye mutant Angel (Ben Foster) blandes også ind i hvad der ender som en blandingskompot med væsentlig mere skidt end kanel.
Gamle karakterer forsvinder eller genopstår, nye kommer til og alle er de kun overfladisk berørt. I sidste ende kender man ikke nogen hverken mere eller mindre end man gjorde efter at have set X2. Mest bemærkelsesværdigt er den gamle karakter, Storm (Halle Berry), der er vældig meget mere tilstede end tidligere, uden at man på nogen måde lærer personagen bedre at kende. Nye skurke, som Callisto (Dania Ramirez) og Juggernaut (en uhyre fejlcastet Vinnie Jones), slutter sig til Magneto og hans hær af hippe, tatoverede punkere, mens vore helte må nøjes med den tidligere introducerede Colossus (Daniel Cudmore) og et humørforladt Beast (en overraskende passende valgt Kelsey Grammar). Alle som en er de tilstede og ikke så meget mere.
Det store, endelige opgør fra filmens titel er tilsyneladende det eneste holdet bag kameraet har haft øje for, med åh-så-opfindsomme mutant mod mutant kampe og alverdens computerskabte skyformationer, flyvende tingeltangel og store eksplosioner til følge. Da opgøret endelig kommer er al skygge af interesse for alle medvirkende, inklusive vores allesammens Wolverine (Hugh Jackman), bare forsvundet og man sidder forundret og kigger på de flotte, ligegyldige billeder. Hvor første halvdel af X3 til dels minder om Joel Schumachers nogenlunde tilforladelige Batman 3, så slutter vi helt ude i de yderste afkroge af den hæslige Batman 4-regi, når vor snotnæsede instruktør til slut har svælget så meget i sine midler at han har ødelagt alt potentiale for en yderligere fortsættelse i X-Men universet.
Slutresultatet bevidner at den stadig ikke svømmefærdige Ratner endnu engang er ude hvor han ikke kan bunde. Han pjasker en hel del, hvilket i starten da er ganske flot at se på, men efter nogen tid bare bliver uinteressant. Med X-Men 3 har han ikke bare sværtet sit eget og næsten også Bryan Singers værk, han har også sat en klods i hjulet på en franchise der stadig havde masser af potentiale. Der skal seriøs filmisk hjertemassage, a la Nolans Batman Begins, til at genoplive kolossen efter dette.
